Rom, 20/07/2022 - 10:48
Draghi klar til at fortsætte som italiensk premierminister
Draghi gør det klart, at han er parat til at fortsætte, hvis han kan finde støtte til en ny tillidspagt.
Af: /ritzau/AFP
Italiens premierminister, Mario Draghi, er indstillet på at fortsætte som regeringsleder, hvis han kan vinde støtte til en ny tillidspagt.
Draghi indgav i sidste uge sin afskedsbegæring til præsident Sergio Mattarella, men denne afviste at tage imod den.
Præsidenten insisterede på, at Draghi skulle fortsætte som premierminister og finde et nyt regeringsgrundlag.
I en tale til senatet onsdag gør Draghi det klart, at han er parat til at fortsætte, hvis han kan finde støtte til en ny tillidspagt.
– Den folkelige støtte til regeringen er uden sidestykke og kan ikke ignoreres, siger Draghi, som gør det klart, at han har fået mange anmodninger om at blive som regeringsleder og trække sin afskedsansøgning tilbage.
– Kravet om stabilitet betyder, at vi alle må bestemme os for, om det er muligt at genskabe en situation, som gør, at regeringen virkelig kan regere, siger Draghi.
Han tilføjer, at han er villig til at forsøge. Han siger, at det kræver et flertal bag ham, som skaber mulighed for at lede effektivitet.
/ritzau/AFP