Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 21/07/2022 - 10:59

Dorthe Gerlach hylder Povl Dissing: Han var min lykkeamulet

Hush-sangerinden Dorthe Gerlach har båret Povl Dissings ord med sig som en amulet gennem sin karriere.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: Af Anna Raabæk, Ritzau Fokus

Sanger og musiker Povl Dissing har sunget sin sidste sang. Men hans karakteristiske stemme er mejslet ind i mange danskeres bevidsthed sammen med ord som "... og om lidt er kaffen klar" fra den hverdagspoetiske "Svantes lykkelige dag", som stammer fra samarbejdet med Benny Andersen.

Og en af dem, som afdøde Povl Dissing har efterladt et stort aftryk på, er sanger og sangskriver Dorthe Gerlach, der slog igennem med duoen "Hush".

I et opslag på Instagram hylder hun den afdøde musiker og mindes de gange, deres veje er krydset.

Første gang var hun kun 16-17 år og spillede med en efterskoleveninde på havnen i Skagen til gengæld for lidt mønter i guitarkassen.

- Ud af mængden dukkede Povl Dissing pludselig op under en bredskygget hat. Han bøjede sig, lagde en 50'er-seddel i guitarkassen og kiggede roligt op på os med store runde øjne. "Pøøj pøøj", sagde han.

- Selveste Povl Dissing! I mit barndomshjem var han noget nær en musikalsk halvgud. En mand, der ikke havde lært at synge, men som var født til at synge. En rigtig sanger. Et unikum, skriver hun på Instagram.

Hun husker, hvordan hans stemme føltes lige så familiær, som hvis han havde været en del af familien

Og sangerens to ord til de to efterskoleveninder blev gemt i en mental mindekasse.

- Jeg tog Povl Dissings "pøj pøj" til mig som lige dele ridderslag og lykkeamulet og bar det stolt med mig videre, fortæller sangerinden i sit opslag.

Da hun mange år senere mødte det musikalske ikon igen, kunne hun ikke lade være med at dele den lille anekdote med ham.

Hun ville gerne fortælle ham, hvordan den lille venlighed, han havde udvist, havde haft meget større værdi, end man måske lige skulle tro.

- Povl lyttede tålmodigt, sagde "aaah" og "åh" og indrømmede som ventet, at det huskede han ikke noget om. Lidt efter tilføjede han venligt: "Men… så pøj pøj igen da".

- Tænk sig, jeg blev lige så glad anden gang. Der stod jeg med blussende kinder og fik min lykkeamulet foræret igen. Fornyet, forædlet og fuldt ladet med trolddomskraft til de næste 20-25 år. Men nu må min amulet holde livet ud. For Povl Dissing er væk, skriver hun.

Povl Dissing blev 84 år og beskæftigede sig i løbet af sit liv med musik inden for nærmest alle stilarter. Ud over den musikalske karriere medvirkede han også i flere film og på tv.

Han døde i sit hjem mandag aften efter længere tids sygdom omgivet af sin familie.

/ritzau/

Nyhedsarkiv