København, 23/03/2022 - 10:56
Digitalt salg af kopper og kander bidrager til rekord i Imerco
På trods af lukkede butikker har Imerco i 2021 nået en rekordstor omsætning på over halvanden milliard kroner.
Af: /ritzau/
Et stort onlinesalg af køkkenudstyr har i 2021 været med til at give Imerco den største omsætning til dato.
Det viser et regnskab fra Imerco Holding, selskabet bag Imerco-kæden.
Omsætningen er i 2021 vokset med én procent til 1509 millioner kroner. Det er rekord og første gang, omsætningen runder halvanden milliard kroner.
Det rekordhøje salg stammer både fra de mere end 160 butikker, Imerco har, og Imercos egen onlineforretning.
Særligt onlineforretningen er vokset de seneste år. I 2021 har onlinesalget udgjort 33 procent - eller en tredjedel - af den samlede omsætning.
Onlineforretningen var særligt populær i de første måneder af 2021. Her var det på grund af coronarestriktioner ikke muligt at handle i de fysiske butikker.
De sidste store centerbutikker blev genåbnet mod slutningen af april. Dermed nåede de at være lukket i cirka fire måneder.
- I den periode viste tidligere års investeringer i digitalisering, onlineforretning og distributionscenter sig afgørende for Imercos mulighed for at kunne servicere kunderne, siger Frederik Brønnum, administrerende direktør i Imerco.
- Det er samtidig glædeligt, at væksten er geografisk bredt funderet og i såvel fysiske butikker efter genåbningen som online.
- Det tegner positivt for fremtiden med fortsat vækst i omsætning, siger han i en pressemeddelelse.
I 2022 har Imerco en række tiltag på tegnebrættet, der skal bidrage til at få lokket flere kunder til.
Blandt andet investeres der i et robotstyret lager - en såkaldt autostore. Det ventes at stå klar i midten af maj.
Sidste års positive udvikling giver også bedre plads til den slags investeringer, da overskuddet i Imerco er mere end tredoblet til 66 millioner kroner.
/ritzau/