Skuespilleren Peter Hesse Overgaard var i et helt andet ærinde, da han var forbi producenten af "Badehotellet" for over ti år siden.
Bag producenten hang der et tre meter langt stykke papir med skitser på.
- Hvad er det?, spurgte Peter Hesse Overgaard og pegede på papiret.
- Jamen, vi skal i gang med en tv-serie, der hedder "Badehotellet", der skal foregå på et badehotel oppe ved Vesterhavet.
Peter Hesse Overgaard blev straks betaget.
- Jeg tænkte bare: "Hold da kæft, det kunne jeg godt tænke mig at være med i", genfortæller Peter Hesse Overgaard nu.
Det er mere end et helt årti siden.
"Badehotellet" fik premiere tilbage i 2013, og dengang var det slet ikke planen eller troen, at serien ville strække sig så længe.
Peter Hesse Overgaard var i Indien på premieredagen og læste anmeldelserne fra distancen.
- Jeg tænkte bare: "Det var det. Det skal der vist ikke laves mere af".
Spillestilen i "Badehotellet" var inspireret af lystspil, og det blev vurderet som karikeret og overspillet.
- Men så ringede producenten til mig dernede i Indien og sagde: "Ja, vi har ikke fået så gode anmeldelser. Men vi har haft et fantastisk højt seertal, og folk har været glade for det, de har set, så vi fortsætter". Og så tænkte jeg: "Det er skønt, sådan skal det være" og tog hjem, fortæller Peter Hesse Overgaard.
- Jeg tror også, der skete sådan en vi-skal-sgu-nok-vise-dem!, lyder det fra den 69-årige skuespiller.
I serien spiller han Hjalmer Aurland, der er kontorchef i Undervisningsministeriet og hver sommer ferierer ved Vesterhavet. Men han kan aldrig slippe arbejdet helt og hengive sig til strandstolen og har pakket sin radio med ned i kufferten for at følge med i verdens gang.
Han er så optaget af storpolitik, at han gennem de første sæsoner ikke opdager bedraget fra sin hustru, spillet af Cecilie Stenspil, der har en affære med Edward Weyse, en af hotellets øvrige gæster, spillet af Jens Jacob Tychsen.
Han ænser heller ikke stuepigen Otilia - spillet af Merete Mærkedahl - og hendes talrige tilnærmelser. De deler samme interesser, men hr. Aurland har kun bekymringer i hovedet.
- Vi kunne mærke publikumsbegejstringen, hvor vi kom og gik, og følte lidt, at nogle af anmelderne ikke rigtigt havde forstået, at der kom noget nyt - en ny måde at fortælle på - og det var meningen, at det var, som det var. Det var ikke en fejl. Det var helt overlagt alt sammen, siger Peter Hesse Overgaard.
- Det gav også et sammenhold på holdet, at vi sagde: "Det skal blive løgn! Vi skal nok vise, at det har en idé bag sig. Vi tror på det, og vi vil fortsætte for fuld kraft".
Peter Hesse Overgaard har heller ikke på noget tidspunkt overvejet, om han skulle stoppe i serien.
- Slet, slet, slet ikke, understreger skuespilleren.
- Vi blev jo hånet lidt i starten, også blandt kolleger, der syntes, at det her - "Badehotellet" - var da noget mærkeligt noget. Men det overkom vi, siger han.
- Når man går i gang, så går man jo bare 100 procent ind i det og giver den alt, hvad den skal have. Så det var ikke sådan, at vi blev glædesløse eller mistede modet - på noget tidspunkt. Det har jeg slet ikke følt.
Det er da også blevet til ti sæsoner, som er blevet hædret med flotte seertal og publikumsbestemte priser. Men nu lukker "Badehotellet", og Peter Hesse Overgaard har afsluttet en epoke i sin karriere.
- Det skulle jo komme. Men det er da lidt vemodigt. Det bliver det helt sikkert også her til april, hvor vi plejede at gå i gang, siger han.
- Det tror jeg, fordi det har været en usædvanlig god produktion og usædvanligt godt styret og tilrettelagt. Og så har vi været heldige at have så godt et hold af folk, der har været så glade for hinanden, både skuespillere imellem, filmholdet imellem og skuespillerne og filmholdet imellem, fortæller han.
- Det kan man jo også se ved, at der er så mange, der har været med i så mange år.
Skuespilleren, som fylder 70 år i maj, har været en del af dansk scenekunst siden slutningen af 70'erne.
Han fik sin filmdebut og sit gennembrud i "Isfugle", som gav ham en bodilstatuette og en robertpris i 1984. Han fik endnu en bodilstatuette i 1987. Den blev han belønnet med for sin præstation i "Flamberede hjerter".
Derudover er Peter Hesse Overgaard efter årtusindskiftet kendt fra roller i serier som "Rejseholdet", "Arvingerne" og "Krøniken".
Hvad Peter Hesse Overgaard skal kaste sig over nu, ved skuespilleren endnu ikke.
- Nu er der en pause, og så må jeg se, hvad der kommer, siger han.
- Sådan har det jo altid været. Men det her kommer nok ikke igen med en produktion på ti år. Det tror jeg ikke. Det er helt ekstraordinært.
"Badehotellet" kan ses på TV 2 og TV 2 Play hver søndag.
/ritzau/