København, 01/07/2020 - 10:49
Danske sygehuse har sikret sig en vis mængde coronamedicin
Der er indgået en aftale om leverance af "en vis mængde" af lægemidlet Remdesivir, oplyser indkøbsselskab.
Af: /ritzau/
Danmark har sikret sig en vis mængde af lægemidlet Remdesivir, der har vist sig effektiv i behandlingen af coronavirus.
Det siger Flemming Sonne, der er direktør i Amgros, som står for indkøb af lægemidler til landets sygehuse.
- På nuværende tidspunkt har vi indgået en aftale med Gilead (producenten af Remdesivir, red.) om, at de leverer en vis mængde Remdesivir til behandling af patienter i Danmark.
- Med det smittetryk vi har lige nu, er det vores vurdering, at Danmark er dækket godt ind i en periode, siger han.
USA har ellers været hurtigt ude, og ifølge det britiske medie The Guardian har landet opkøbt tre måneders produktion af Remdesivir.
Men Danmark har ifølge Flemming Sonne allerede fået "en vis mængde" af lægemidlet stillet til rådighed af producenten.
Hvor meget der er tale om, og hvor langt det rækker, kan han ikke sige.
Remdesivir er af det europæiske lægemiddelagentur indstillet til godkendelse som behandling af svært syge coronapatienter.
Forskningsresultater har vist, at patienter med svær Covid-19, der blev behandlet med Remdesivir, kom sig efter 11 dage sammenlignet med 15 dages restitution for patienter, der ikke fik midlet.
Når først den endelige godkendelse af lægemidlet er i hus, vil der ifølge Flemming Sonne blive skruet op for produktionen.
Det vil sikre, at også Danmark kan erhverve lægemidlet, når det, der allerede er på hylderne ude på sygehusene, er brugt op.
- Det er alene Gilead, der står for udviklingen og produktionen af Remdesivir. Der er ingen tvivl om, at de gør, hvad de kan for at få produktionen skruet op, så de kan levere til hele verden og dermed også Danmark, siger Flemming Sonne.
/ritzau/