Lohja, 22/01/2022 - 10:54
Danske curlingkvinder dukker Norge og sikrer VM-billet
Danmark slog lørdag Norge med 7-6 og sikrede sig i første hug en billet til VM i Canada til marts.
Af: /ritzau/
Danmarks curlingkvinder er klar til VM.
Lørdag morgen slog skipper Madeleine Dupont og holdkammeraterne Norge med 7-6 i en afgørende playoffkamp og indløste billet til mesterskaberne.
Det skete ved et kvalifikationsstævne i Finland, hvor Danmark sluttede som nummer to efter Norge efter det indledende gruppespil.
I tilfælde af nederlag havde Danmark fået en ekstra chance mod Letland senere lørdag, men det blev altså ikke nødvendigt.
Det danske hold startede stærkt, men i femte ende gik det galt. Norge vandt enden 3-0 og bragte sig foran 4-3.
Danmark var dog bedst, da det skulle afgøres. Holdet vandt ottende og niende ende med samlet 3-0, og derfor gjorde det mindre, at Norge vandt den sidste ende med 1-0.
VM afvikles i Prince George i Canada fra 19.-27. marts.
Dupont og kompagni er allerede kvalificeret til OL i Beijing, der starter 4. februar.
Det er netop i curling, at Danmark har hentet den eneste medalje til et vinter-OL nogensinde.
Medaljen var af sølv. Den kom i 1998 i Nagano, hvor kvindernes curlinghold - anført af skipper Helena Blach Lavrsen - havde stor succes.
Danmark har historisk set hentet otte medaljer ved VM i curling for kvinder.
Den eneste danske VM-guldmedalje kom i 1982, hvor Helena Blach Lavrsen også var en del af holdet.
Den seneste medalje kom tilbage i 2009, hvor det blev til bronze. I 2007 blev det til sølv. Begge gange var Madeleine og Denise Dupont som nu en del af det danske hold.
I 2021 røg Danmark ud efter et nederlag til USA lige inden semifinalerne ved VM i Schweiz.
/ritzau/