Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 24/10/2022 - 10:51

Dansk sangerinde gifter sig i Las Vegas

Den populære sangerinde Jada har sagt ja til sit livs kærlighed, kæresten Søren. Det foregik på den anden side af Atlanten.

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

En tur til USA har udviklet sig til en romantisk rejse for sangerinden Jada.

Den 29-årige stjerne har nemlig giftet sig i Las Vegas.

Det fremgår af en billedserie på Instagram, og hendes pladeselskab, Universal Music, bekræfter over for Ritzau også den store nyhed.

På billederne ses Jada iført brudeslør og lange handsker kysse sin mand foran en åben lyserød bil. På et andet billede ses sangerinden foran kapellet, som kan bryste sig af også at have viet den britiske Hollywood-stjerne Joan Collins og den amerikanske basketballstjerne Michael Jordan.

Jada, der bærer det borgerlige navn Emilie Molsted Nørgaard, har i mange år dannet par med kæresten Søren Damsbo-Svendsen, som hun nu kan kalde for sin ægtemand.

Parret mødte hinanden i 1.g. i gymnasiet. Mens Jada turnerer landet rundt med gedigne hits som "Nudes" og "Dangerous" og lukkede Roskilde Festivals ikoniske Orange Scene i år, laver Søren Damsbo-Svendsen noget helt andet.

Han er nemlig ph.d.-studerende.

For nogle år siden var han på udveksling i Italien, og i et interview med magasinet Costume tilbage i 2020 fortalte Jada, hvordan hun savnede ham helt frygteligt meget.

- Samtidig var det godt, at han tog af sted. På grund af mit arbejde er jeg meget væk, og derfor er det vigtigt, at han har sit eget liv. Samtidig er vi også meget bevidste om at vælge hinanden til, når vi kan, og jeg føler stadig en helt barnlig taknemmelighed over, at han vil være min kæreste, lød det dengang fra Jada i interviewet med Costume.

/ritzau/

Nyhedsarkiv