Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 17/03/2023 - 10:53

Dansk golfspiller byder ind på sejren i Singapore

Nicole Broch Estrup er efter to runder på syvendepladsen og har tre slag op til den førende spiller.

Vaughn Ridley/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Halvvejs i ugens turnering på Ladies European Tour er Nicole Broch Estrup blandt de bedste.

Den 29-årige danske golfspiller har således gået de to første runder i fire slag under par, og derfor er hun på en delt syvendeplads.

Tidligt fredag morgen færdiggjorde hun sin anden runde, hvor hun lavede to birdies, en eagle og tre bogeys.

Dermed går hun ind til weekendens to afgørende runder som bejler til den samlede sejr.

Hun er dog tre slag dårligere end den trio, der indtil videre deles om føringen i turneringen.

Franske Pauline Roussin Bouchard, sydafrikanske Nicole Garcia og amerikanske Danielle Kang har gået de første to runder i syv slag under par.

Også Emily Kristine Pedersen har klaret cuttet til weekendens to runder. Det er dog forholdsvis usandsynligt, at hun kommer til at blande sig helt i toppen.

Hun er således nede som nummer 32 i stillingen efter to runder i samlet to slag over par.

Amalie Leth-Nissen klarede ikke cuttet.

I turneringen i Singapore er der en million dollar i præmiepuljen. Det svarer til lige knap syv millioner danske kroner.

/ritzau/

København, 17/03/2023 - 10:44

Statsministeren vil sikre prins Joachims årpenge i USA

Ifølge Grundloven kræver det Folketingets samtykke, at prins Joachim kan modtage årpenge, mens han er i USA.

Statsministeren vil fremsætte et beslutningsforslag, så prins Joachim kan modtage årpenge som forsvarsindustriattaché på Danmarks Ambassade i Washington D.C.

Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Forsvarsministeriet har netop oplyst, at prins Joachim 1. september tiltræder en stilling som forsvarsindustriattaché på den danske ambassade i Washington. Stillingen er for tre år med mulighed for forlængelse.

Ifølge Grundloven kræver det Folketingets samtykke, at prins Joachim kan modtage årpenge - også kaldet apanage - mens han er i USA.

Han vil dog ikke få løn i stillingen som attaché, som er en stillingsbetegnelse for en udsendt medarbejder ved en dansk repræsentation.

Det er forventningen, at beslutningsforslaget kan blive fremsat i den kommende uge.

Prins Joachim modtager ifølge kongehuset 315.449 kroner i årpenge om måneden. Det er omtrent 3,7 millioner om året.

I øjeblikket arbejder prins Joachim som forsvarsattaché på den danske ambassade i Paris, hvor han også får apanage for sit arbejde frem for løn.

Det er fire år siden, at han sammen med prinsesse Marie og deres to børn flyttede til Frankrig.

Prinsen har allerede sidste år bekræftet, at han forlader jobbet i Paris til sommer og flytter fra Frankrig.

Prins Joachim og familien flytter til Washington D.C. i løbet af sommeren 2023, fremgår det af en nyhed på kongehusets hjemmeside.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 17/03/2023 - 10:43

Prins Joachim skal være forsvarsindustriattaché i USA

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Prinsen flytter sammen med sin familie til Washington, hvor han 1. september tiltræder nyt job på ambassaden.

Prins Joachim tiltræder 1. september en stilling som forsvarsindustriattaché på den danske ambassade i Washington D.C.

Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Stillingen er for tre år med mulighed for forlængelse.

Ansættelsen sker for at styrke det danske samarbejde med USA på sikkerheds- og forsvarsområdet, lyder det fra fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

- Det er vores ambition at styrke det forsvarsindustrielle samarbejde markant med USA, og prins Joachim vil i høj grad bidrage hertil, siger han.

Attaché er en stillingsbetegnelse for en udsendt medarbejder ved en dansk repræsentation.

Prins Joachim flyttede for fire år siden til Frankrig sammen med prinsesse Marie og parrets to børn.

Her gennemførte han en militæruddannelse på École Militaire, der er Frankrigs højst rangerende militære uddannelsesforløb.

Efter endt uddannelse blev både prinsen og prinsessen tilknyttet Danmarks ambassade i Paris som henholdsvis forsvarsattaché og Særlig kulturrepræsentant.

Prinsens kontrakt stod til at udløbe til sommer.

Prins Joachim og familien flytter til Washington D.C. i løbet af sommeren 2023, fremgår det af en nyhed på kongehusets hjemmeside.

Prins Joachim siger i pressemeddelelsen, at han er stolt over at få mulighed for at repræsentere Danmark internationalt på sikkerheds- og forsvarsområdet.

- Det transatlantiske samarbejde er et højt prioriteret område, og jeg er beæret over, at man har fundet mig kvalificeret til opgaven, udtaler prinsen.

Næsten halvdelen af den danske forsvarseksport går til USA, og industrien hilser den nye forsvarsindustriattaché velkommen.

Det siger branchedirektør for DI Forsvar og Sikkerhed Joachim Finkielman.

- Prins Joachim har i Paris gjort en enestående indsats for at støtte danske virksomheders bestræbelser på at samarbejde med Frankrig, og der er derfor med stor glæde, at vi ser frem til samarbejdet i USA, siger han.

Allerede i oktober drager danske virksomheder til USA på et eksportfremstød, og her håber man at kunne trække på attachéens kompetencer, tilføjer Joachim Finkielman.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 17/03/2023 - 10:00

Investering i aktier og obligationer

* De mest almindelige investeringsformer er aktier og obligationer. Ved at kombinere disse to kan man minimere sin risiko, hvis markedet skulle vende.

* Aktier udstedes af virksomheder og handles på børser i hele verden. Man køber en lille del af virksomheden og får et afkast, når det går godt. Men man risikerer også at miste penge, når det går skidt.

* Obligationer udstedes af stater, realkreditinstitutter og virksomheder. Når man køber en obligation, giver man et lån til den, der har udstedt obligationen. Man får renter, som så øger værdien af investeringen.

Kilde: raadtilpenge.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 17/03/2023 - 10:00

Aktiemarkedet går op og ned: Det skal du vide som investor i 2023

Brittany Hosea-Small/Reuters

Det er helt normalt at have lidt ondt i maven, når aktiemarkedet har røde tal, men hvis du investerer langsigtet, er risikoen minimal.

Det er populært at investere i Danmark. Faktisk viser tal fra Finans Danmark, at antallet af danskere, der investerer, i flere år har ligget stabilt på omkring 1,2 millioner.

Og det er altid godt, når investeringerne går godt, men det kan give bekymring og uro i maven, når det går den anden vej.

Senest har flere kollapsede banker i USA skabt rystelser i verden.

Men det er normalt, at markedet går op og ned. For det er den langsigtede investering, som giver gevinster.

Det forklarer chefstrateg i pensionsselskabet PFA, Tine Choi Danielsen.

- Det overordnede råd er, at man skal have is i maven og tage den med ro, siger hun og tilføjer:

- Man skal helt undgå at sælge ud eller skifte risikoprofil på sin pensionsopsparing i panik, fordi kurserne falder.

Hun peger på, at det eneste, man får ud af at sælge ved kursfald, er, at man tager et tab.

- Markedet stiger og falder. Men aktiemarkedet har den natur, at det stiger mere, end det falder. Og siden 1930 er alle årtier endt med et positivt afkast, siger hun.

Der vil altså være år med røde tal, men hvis man investerer langsigtet, har markedet tid til at rette op igen.

Hvis man går i panik og sælger, er der færre penge til at indhente det tabte igen.

- Og så kommer man måske aldrig til at dække hele sit tab, siger hun.

I år er det stadig vigtigt og afgørende at huske at sprede sine investeringer.

- Vi er i endnu et usikkert år, og derfor kan man sige, at det er vigtigere end nogensinde at placere sine æg i forskellige kurve. Man skal sørge for at sprede sine investeringer, så man er mindre sårbar, hvis markedet skulle vende, siger hun.

Kursfald på aktiemarkedet kan være en mulighed for en mere aktiv investor til at købe til lavere priser. Men det kræver mod, og man skal kunne tåle yderligere kursfald.

- Det er selvfølgelig den helt svære kunst. At ramme bunden. Det er ganske få, som formår at gøre det, siger hun og tilføjer:

- Man kan i stedet sætte et mål, der siger, at når en aktie kommer under en vis værdi, så køber man en smule. Og falder den yderligere, køber man lidt mere.

Seniorstrateg i Nordea Simon Kristiansen forstår godt, hvis man som investor har lidt flossede nerver for tiden.

Han hæfter sig også ved, at det kan være et godt tidspunkt at købe, fordi investeringsmarkedet har det med at overreagere på den korte bane.

- Derfor er især aktiemarkedet et mere attraktivt tidspunkt at købe nu, end det var for bare et par uger siden, siger han.

Men det kræver, at man investerer langsigtet. Og man skal have nok is i maven til at kunne klare sig igennem de mere volatile markeder - altså med store udsving.

Det gode råd er at købe aktier på tværs af regioner og sektorer. Og man bør sprede sine investeringer på både aktier og obligationer.

- Som investor kan man denne gang finde lidt opmuntring i, at når man taber på aktier, så vinder man lidt på obligationer, som er steget. Man tjener altså ind på gyngerne, hvad man har mistet på karrusellen, siger han og tilføjer:

- Og det er faktisk det, vi gerne vil se, når investeringsmarkederne er normale. At obligationer har en plads som en form for redningskrans ved aktiefald.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv