Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Dubai, 28/01/2022 - 10:54

Dansk golfhåb afgiver førstepladsen i Dubais ørken

Joachim B. Hansen formåede ikke at følge op på sin stærke åbningsrunde, da han fredag var på banen i Dubai.

Karim Sahib/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Golfspilleren Joachim B. Hansen måtte fredag afgive førstepladsen i Dubai Desert Classic.

Med en runde i 72 slag - banens par - står det klart, at den 31-årige dansker dumper flere placeringer tilbage i feltet, allerede inden fredagens anden runde er færdigspillet.

Joachim B. Hansen er fortsat syv slag under par efter en suveræn start på turneringen torsdag.

Her gik danskeren de 18 huller i 65 slag, hvilket betød, at han overnattede på en delt førsteplads sammen med sydafrikanske Justin Harding.

Harding kom igennem fredagens runde i 68 slag, hvilket betyder, at sydafrikaneren før weekendens finalerunder har et forspring til Joachim B. Hansen på fire slag.

Yderligere to spillere har - som minimum - klemt sig ind imellem den førende Justin Harding og danskeren.

Den samlede pengepræmie i Dubai Desert Classic, der er en del af DP World Tour, er øget markant i år, hvilket betyder, at der er knap ni millioner kroner til vinderen.

/ritzau/

Nyhedsarkiv