Helsingør, 19/06/2021 - 10:59
Dansk EM-lejr fik besøg af Eriksen: Det var emotionelt
Christian Eriksen var fredag på besøg i den danske EM-lejr i Helsingør efter at være blevet udskrevet.
Af: /ritzau/
Flankeret af sin kæreste, sine børn og sin svigermor besøgte Christian Eriksen fredag den danske EM-lejr i Helsingør.
Forinden var han blevet udskrevet fra hospitalet, og det var første gang, siden han i kampen mod Finland fik hjertestop og blev genoplivet i Parken, at fynboen aflagde holdkammeraterne et visit.
Besøget gjorde stort indtryk på forsvarsspiller og landsholdskollega Joakim Mæhle.
- Det var pisse dejligt at se Christian for at være ærlig. Jeg tror ikke engang, at der var så mange, der vidste, han kom.
- Han havde det godt efter omstændighederne. De skal selvfølgelig hjem og slappe af og få vendt situationen, siger han.
Christian Eriksen har fået indopereret en avanceret pacemaker, og det vides endnu ikke, om han agter at fortsætte karrieren.
Men det var heller ikke det vigtigste ved fredagens møde. Midtbanestjernen brugte tiden på at kramme og tale med holdkammeraterne.
- Han sagde, at han var glad for at se os. Det var emotionelt. Jeg havde skrevet med Christian og sagt, at jeg havde brug for at røre og se ham i virkeligheden for at kunne tro, at han havde det godt. Men det havde han heldigvis, siger Mæhle.
Besøget løftede stemningen gevaldigt, beretter Christian Nørgaard.
- Det var en rigtig god oplevelse, vi alle sammen havde. Vi så ham og hans familie og fik alle sammen givet ham en krammer. Vi så ham stå og smile og joke. Det var, hvad vi alle sammen havde brug for.
- Det gav en energi og gav alle et smil på læben frem mod en vigtig kamp på mandag.
- I går (fredag, red.) var endnu en god dag efter alt det forfærdelige, der er sket. Så vi er ved godt mod, siger Brentford-profilen.
Danmark er i gang med forberedelserne til mandagens sidste gruppekamp mod Rusland. Efter at have tabt de to første opgør under helt særlige omstændigheder, står danskerne uden point.
Eriksens besøg kan være med til at hjælpe til at tage de tre point mod russerne, vurderer Mæhle.
- Selvfølgelig var det rart at se ham, men vi har også vidst i nogle dage, at han havde det godt, og at tingene så positive ud.
- Men selvfølgelig var det rigtig rart at se ham, og lige nu kan alt bruges som motivation. Vi har en finale, der skal spilles mandag, og uanset hvad skal vi gå ud og vinde den, siger Atalanta-spilleren.
/ritzau/