Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Rønne, 18/07/2023 - 10:59

Danmarks sidste afbrændingsforbud ophæves på Bornholm

Brandfaren er mindsket på Bornholm, og derfor ophæves afbrændingsforbud onsdag.

Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det sidste midlertidige afbrændingsforbud i Danmark ophæves.

Onsdag klokken 12 er det slut med afbrændingsforbud på Bornholm, fremgår det af Bornholms Regionskommunes hjemmeside.

- Den seneste tids nedbør og temperaturer har haft positiv indvirkning på brandfaren og udtørringen af jorden, skriver kommunen.

Dermed vil kun det permanente forbud på Anholt være tilbage. Det viser hjemmesiden brandfare.dk, hvor man kan se, hvilke kommuner der har indført afbrændingsforbud.

Sommeren fik en knastør start med dertilhørende afbrændingsforbud i store dele af landet og landsdækkende tørke.

Juli har dog været anderledes våd. Tørkeindekset hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) er gået fra en klar rød farve til gul og grøn i størstedelen af landet.

Det indikerer "lav" eller "ingen risiko for tørke" mange steder - med undtagelse af blandt andet områder på Sydsjælland og Lolland-Falster.

Derudover er der på Bornholm stadig "høj risiko for tørke" ifølge DMI.

Men der er altså ikke behov for et afbrændingsforbud, vurderes det.

Kommunen forklarer, at der forventes en mindre alvorlig jordlagsudtørring i de kommende dage.

- Bornholms Brandvæsen vil løbende overvåge brandfaren gennem sommeren, skriver kommunen.

Brandvæsnet på Bornholm opfordrer stadig borgere til at passe på, når de anvender ild.

Det gælder både ved brug af grill og bål.

Derudover opfordres borgere til at kontakte myndighederne, hvis der for eksempel er røglugt i skove eller lignende.

/ritzau/

Los Angeles, 18/07/2023 - 08:15

Taylor Swift slår Barbra Streisands rekord

Evan Agostini/Ritzau Scanpix

Taylor Swifts nye album er strøget til tops på hitliste, hvilket betyder, at hun med sine bedstsælgende 12 album overgår Barbra Streisands 11.

Da skuespiller, instruktør, aktivist og sanger Barbra Streisand fyldte 80 år i april 2022, lød det i Politiken: Findes der egentlig en større karriere i amerikansk showbusiness?

At hun i hvert fald er en af de største, kan der vist ikke være tvivl om.

Derfor må det også føles ekstra stort for den 33-årige amerikanske megastjerne Taylor Swift at slå en af 1970'er-legendens rekorder.

Swifts produktivitet og succes har nu sikret hende titlen som den kvinde i historien, der har haft flest album på toppen af Billboard-hitlisten.

Det står klart efter udgivelsen af hendes nye album, "Speak Now (Taylor's Version)", oplyser Billboard mandag, skriver nyhedsbureauet AFP.

Albummet er strøget i top på hitlisten, hvilket betyder, at Swift med sine bedstsælgende 12 album overgår Streisands 11.

Men det er ikke det hele. Nu ligger Swift altså helt i toppen sammen med den canadiske rapper Drake, der også kan tælle 12 hitalbum - kun The Beatles og rapperen Jay-Z har udgivet endnu flere med henholdsvis 19 og 14 album på toppen af hitlisten.

Siden 2006 har Swift spyttet album efter album ud. Hun har sunget om knuste hjerter, og mens millioner af fans knap nok nåede at lære teksterne i takt med de nye udgivelser, kom endnu en plade.

For nuværende er Swift i gang med turnéen "Eras", der forventes at blive den mest indtjenende række af koncerter nogensinde. Verden over har fans forgæves forsøgt at få fat i nogle af de billetter, der blev revet væk, så snart de blev sat til salg.

Til sammenligning blev Streisands verdensturné i 1993 udsolgt på under en time og gjorde hende til den dengang bedst betalte musiker nogensinde, skriver Politiken.

Ifølge mediet CNBC forventes Taylor Swifts i alt 106 koncerter at indbringe den amerikanske sangerinde op mod én milliard dollar - eller omkring 6,6 milliarder kroner.

Da Swift tidligere på måneden udgav det nye album "Speak Now (Taylor's Version)", var der ifølge den amerikanske avis The New York Times ingen tvivl om, at det ville slå rekorder. Spørgsmålet var blot, hvor hurtigt det ville gå.

Swifts nye album blev oprindeligt udgivet under titlen "Speak Now" i 2010. Men sangerinden har svoret, at hun vil genudgive hvert eneste af sine første seks album, så hun kan få rettighederne til dem igen.

Rettighederne blev i 2020 frasolgt af den daværende ejer Scooter Braun, som havde anskaffet sig dem via opkøbet af sangerindens tidligere pladeselskab.

Sangerinden fik i november 2020 rettens ord på, at hun kan genudgive sine album. Hun har desuden genudgivet "Fearless" og "Red".

/ritzau/

Læs Mere >>

New York, 18/07/2023 - 06:23

Taylor Swift sætter rekord for flest album på nummer ét

George Walker Iv/Ritzau Scanpix

Taylor Swift slår Barbra Streisands rekord med 12 album øverst på Billboard-hitlisten

Taylor Swift er nu den kvinde i historien, der har haft flest album på toppen af Billboard-hitlisten.

Det stod mandag klart efter udgivelsen af Swifts nye album, "Speak Now (Taylor's Version)", der udkom i sidste uge.

Det er nemlig strøget til tops på hitlisten, hvilket betyder, at Taylor Swift med sine bedstsælgende 12 album overgår Barbra Streisands 11.

Andre mandlige kunstnere som Jay-Z og The Beatles har begge haft over 12 album på toppen af hitlisten.

Den 33-årige sangerinde er nu samtidig den første nulevende kunster i 60 år til at have fire album på hitlistens top ti på samme tid.

De øvrige er "Midnights", "Lover" og "Folklore".

Taylor Swift er med sin nye udgivelse også den første nulevende kunstnere med 11 album på hitlistens top 200 på samme tid.

For nuværende er Taylor Swift i gang med turnéen "Eras", der forventes at blive den mest indtjenende række af koncerter nogensinde.

Ifølge mediet CNBC forventes de i alt 106 koncerter at indbringe den amerikanske sangerinde op mod én milliard dollar - eller omkring 6,6 milliarder kroner.

Taylor Swifts nye album blev oprindeligt udgivet under titlen "Speak Now" i 2010. Men sangerinden har svoret, at hun vil genudgive hvert eneste af sine første seks album, så hun kan få rettighederne til dem igen.

Rettighederne blev i 2020 frasolgt af den daværende ejer Scooter Braun, som havde anskaffet sig dem via opkøbet af sangerindens tidligere pladeselskab.

Sangerinden fik i november 2020 rettens ord på, at hun kan genudgive sine album.

Hun har desuden genudgivet "Fearless" og "Red".

I oktober blev Taylor Swift den første kunstner nogensinde til at indtage samtlige ti pladser på den amerikanske hitliste over de mest lyttede ti album med udgivelsen af albummet "Midnights".

/ritzau/AFP

Læs Mere >>

København, 18/07/2023 - 08:00

FAKTA: Kast jer over udendørs lege

* Frisbee-bowling: Her skal I forsøge at ramme vandflasker med en frisbee. I opstiller tre flasker med forskellig afstand og skiftes til at skyde efter dem med en frisbee. Når flasken rammes, får man point. Flasken tættest på giver ét point, den næste to point, og den længst væk giver tre point. Aftal, hvor mange runder I skal spille.

* Sneboldkamp: Her står to hold på hver deres side af en afgrænset bane. Holdene har hver 10 til 15 avispapirkugler. De to hold forsøger at tømme deres banehalvdel for bolde ved at kaste dem over på det andet holds halvdel. Legen er slut, når et hold har tømt sin bane for bolde. Alternativt når tiden er gået, hvor holdet med færrest bolde vinder.

Kilde: Bevæg dig for livet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 18/07/2023 - 08:00

Ferien er skudt i gang: Sådan holder du motionen ved lige

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Ferien er en unik mulighed for at prøve andre former for motion, end du plejer at kaste dig ud i. Her får du gode råd til, hvordan du forbliver aktiv.

Langt om længe kan du gå på sommerferie.

Men det betyder også, at den sædvanlige løbetur eller styrketræning måske skal konkurrere med lange dage på terrassen eller Tour de France-kig fra sofaen.

Det er dog godt givet ud at forblive aktiv i ferien. Sådan lyder det fra Anders Vedel, der er konsulent hos Danmarks Idrætsforbund (DIF) og ansvarlig for organisationens trendforum.

- Ferien er en unik mulighed for at prøve noget andet motion, end det man plejer at lave i hverdagen. Hvis ikke man gør noget, kan det også blive sværere at starte efter ferien, siger han.

Ønsker du at fortsætte træningen, bør du for det første sætte et realistisk ambitionsniveau.

- Hvis man tror, man skal cykle 50 kilometer hver dag, bliver man skuffet allerede den første dag, hvis ikke det lykkes. Så man bør sætte sig nogle mål, man ved, man kan indfri og har lyst til, siger Anders Vedel.

Derudover er det en god idé at hive fat i familien eller nogle venner, da det både kan give gode fællesoplevelser og en højere forpligtelse, sammenlignet med hvis du træner alene.

Her kan I for eksempel kaste jer ud i havespil og lege i naturen, foreslår Anders Vedel.

Skal du på ferie, kan du også undersøge, hvad der er af muligheder for at være aktiv.

- Det handler om at udforske, hvad det er for et landskab, man kommer til, eller som er særegent for netop det område, samt om der for eksempel er lokale idrætsforeninger med sjove aktiviteter, siger Anders Vedel.

Også Sebastian Lundberg råder til, at du begiver dig udenfor. Han er personlig træner samt uddannet diplomtræner ved DIF.

- Går man normalt i fitness to til tre gange om ugen, kan det være, at man i stedet gør det én gang og laver en af de andre motionsformer udendørs, siger han.

For eksempel kan du lave øvelser på terrassen eller græsset, uden at du behøver ekstra træningsudstyr.

Her kan du på en halv time komme hele kroppen rundt, hvor du både får pulsen op og får trænet de store muskelgrupper.

- Det kan være squats samt mave- og armbøjninger. Kan man ikke det, kan man lave en op og ned-planke, hvor man skiftevis går ned på underarmene og op på hænderne. Den er hård, men lettere at gå til end armbøjninger, siger Sebastian Lundberg.

Vil du prøve noget andet end den klassiske løbetur, kan du alternativt kaste dig ud i en powerwalk og jogging.

- Man skal ikke ud at slå rekorder. Det handler om at få en god oplevelse og få pulsen op, siger han.

Endelig råder han til, at du tænker over at drikke et ekstra par glas vand, hvis temperaturen sniger sig over omkring 25 grader for at undgå dehydrering.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv