København, 05/04/2022 - 10:53
Danmark udviser 15 russere for spionage
15 russiske efterretningsofficerer, som udvises, er ifølge Udenrigsministeriet tilknyttet russisk ambassade.
Af: /ritzau/
Regeringen udviser 15 russere for spionage på dansk jord. Det meddeler udenrigsminister Jeppe Kofod (S) efter et møde tirsdag i Det Udenrigspolitiske Nævn.
De 15 russere har 14 dage til at forlade Danmark.
- Vi finder det rigtigt for dansk sikkerhed at udvise de 15 efterretningsofficerer fra den russiske ambassade. Det er den beslutning, regeringen har truffet og orienteret Udenrigspolitisk Nævn om, siger Kofod.
- Vi har konstateret, at de 15 udviste efterretningsofficerer udøver spionage på dansk jord, siger han.
På spørgsmålet om, hvorvidt han først nu har fundet ud af, at russerne laver spionage i Danmark, svarer Kofod:
- Jeg kommer ikke til at kommentere det spørgsmål. Vi er i en helt særlig sikkerhedssituation i Europa nu med Ruslands aggression, krig i Ukraine og Ruslands trussel mod den europæiske sikkerhedsorden, siger Kofod.
De 15 russere har arbejdet under diplomatisk dække på den russiske ambassade i København. Det oplyser Udenrigsministeriet.
Den russiske ambassade oplyser til Ritzau, at den ingen kommentarer har til sagen.
Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, som i dag er formand for Moderaterne, siger, at det i Europa længe har været kendt, at russiske ambassader har huset det, han kalder for "spionageindsats".
Ifølge Udenrigsministeriet ønsker Danmark ikke "at bryde de diplomatiske forbindelser til Moskva".
Derfor er den russiske ambassadør og resten af ambassaden i København ikke omfattet af udvisningen.
Frankrig og Tyskland meddelte mandag, at de udviser en række russiske diplomater.
- Vi gør det på linje med en lang række andre europæiske lande, siger Kofod.
- Vi ønsker at beskytte vores tryghed og sikkerhed i Danmark og vil ikke have russisk spionage, der kan kompromittere vores sikkerhedssituation i Europa, hvor vi har en alvorlig krig.
- Ruslands aggression mod Ukraine, hvor den europæiske sikkerhedsorden er blevet angrebet så fundamentalt, siger Kofod.
Udvisningerne finder sted, efter at Rusland har invaderet naboerne fra Ukraine.
/ritzau/