København, 28/10/2022 - 10:43
Danmark trækker PostNord-overskud ned
PostNord opnåede i 3. kvartal et driftsoverskud på 65 millioner svenske kroner. Dansk forretning gav minus.
Af: /ritzau/
Postvirksomheden PostNord opnåede i tredje kvartal i år et lille driftsoverskud på 65 millioner svenske kroner.
Resultatet er 258 millioner kroner lavere end samme kvartal sidste år og skyldes blandt andet faldende post- og pakkemængder.
Der blev sendt 11 procent færre breve, mens antallet af pakker faldt med fire procent.
Omsætningen steg en smule fra 9,3 milliarder svenske kroner til 9,5 milliarder svenske kroner.
Kigger man udelukkende på fortsættende aktiviteter, faldt omsætningen dog med to procent.
Selskabets administrerende direktør, Annemarie Gardshol, siger i en kommentar til regnskabet, at regnskabet blandt andet er påvirket af "den udfordrende makroøkonomiske situation".
- Vi fortsætter tilpasningen af forretningen, som vi påbegyndte i 2022, og den vil gradvist blive intensiveret.
- Vi iværksætter afgørende tiltag her og nu i form af prisjusteringer for vores produkter, ligesom vi indfører brændstoftillæg på transport, siger hun.
PostNords danske afdeling bidrog negativt til regnskabet med et underskud på 70 millioner svenske kroner.
Her faldt postmængderne med seks procent og pakkemængderne med én procent.
Samtidig pressede inflation og lavere mængder af udenlandsk post også regnskabet for den danske afdeling i nedadgående retning.
- Det har været et udfordrende kvartal, hvor brevvolumenerne over sommeren var på et historisk lavt niveau, og pakkevolumen også var lav.
- I september og ind i oktober ser vi dog, at aktiviteten er tilbage i begge forretningsområder, og fjerde kvartal er historisk vores stærkeste periode i året, siger Peter Kjær Jensen, der er administrerende direktør for PostNord Danmark, i et skriftligt citat.
Han fremhæver også de stigende omkostninger som en udfordring, og at man endnu ikke har ladet dem slå igennem på priserne.
PostNord driver forretning i Danmark, Norge, Sverige og Finland.
/ritzau/