Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 24/06/2021 - 11:00

Danmark styrker cyberforsvar med en halv milliard til 2023

Center for Cybersikkerhed bliver styrket i politisk aftale, som skal sørge for, at Danmark står bedre rustet.

Af: /ritzau/

Danmark skal være bedre til at afværge cyberangreb i de kommende år.

Derfor har et bredt flertal i Folketinget torsdag aftalt at udmønte 500 millioner kroner fra det indeværende forsvarsforlig til at styrke Danmarks cyberforsvar fra i år og til og med 2023.

- Cybertruslen mod Danmark er meget høj, siger forsvarsminister Trine Bramsen (S) i en pressemeddelelse.

- Hver eneste dag bliver vores myndigheder, virksomheder og borgere udsat for angreb eller forsøg på angreb. Det har store konsekvenser for Danmark. Både for vores sikkerhed og demokrati - og for vores økonomi.

- Denne aftale er med til at beskytte os bedre mod cybertruslen, men vi kommer til at investere endnu mere fremover i cyberområdet, fordi truslen udvikler sig meget hurtigt, siger hun.

Aftalen er indgået mellem partierne bag det nuværende forsvarsforlig, som løber fra 2018-2023, det vil sige Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, De Radikale, De Konservative og Liberal Alliance.

Pengene fra aftalen skal blandt andet bruges til at styrke Center for Cybersikkerhed, der hører under Forsvarets Efterretningstjeneste.

Centret sørger blandt andet for at vejlede og rådgive danske myndigheder og virksomheder, og centret arbejder desuden med at styrke cybersikkerheden og forhindre cyberangreb mod Danmark.

- Danmark skal bevare sin position som et af de mest digitaliserede lande, men vi skal samtidig også sørge for at beskytte os bedre mod cyberangreb og nedbrud, siger forsvarsordfører Lars Christian Lilleholt (V).

I aftalen lægges der vægt på, at der skal laves investeringer i uddannelse, vidensdeling og forskning og i at skabe cyberarbejdspladser i hele Danmark.

- Vi radikale er især glade for, at det nu for alvor er lykkedes at få de private virksomheder i fokus – både som en meget udsat del af det danske samfund og som afgørende partnere i indsatsen for cybersikkerhed, siger forsvarsordfører Martin Lidegaard (R).

Hos Dansk Folkeparti glæder forsvarsordfører Søren Espersen sig over, at Hjemmeværnet bliver styrket med en ny enhed inden for cybersikkerhed. Der bliver afsat fem millioner kroner til dette.

/ritzau/

Nyhedsarkiv