Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 21/10/2021 - 10:55

Danmark fastholder 10.-plads på verdensrangliste

Herrelandsholdet er stadig nummer 10 på Fifas verdensrangliste, der føres an af Belgien.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Danmarks herrelandshold i fodbold har gjort rent bord i VM-kvalifikationen i 2021, hvor det er blevet til otte sejre og en samlet målscore på 27-0.

Den fremragende stime sikrede for nylig holdet en plads ved VM i Qatar.

Men på verdensranglisten, som Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) udsender cirka en gang om måneden, er der ikke sket meget siden sidst.

4-0 over Moldova og 1-0 over Østrig tidligere i oktober har således ikke givet point nok til at avancere fra 10.-pladsen.

Længere oppe på listen er der sket enkelte rokader, men Belgien fører stadig ranglisten foran Brasilien.

Frankrig, Italien og England udgør resten af top-fem på den nyeste liste.

Kasper Hjulmands tropper runder i november 2021 VM-kvalifikationen af med kampe mod Færøerne og Skotland, der ligger nummer henholdsvis 116 og 42 på verdensranglisten.

/ritzau/

Nyhedsarkiv