Ud over jernheste og små knallerter er de danske cykelstier fyldt med skilte, vejmarkeringer og lysreguleringer. Og dertil tilhører en masse regler, som skal overholdes.
Det er dog langtfra alle cyklister, der opfører sig som Guds bedste børn i trafikken. Det viser en undersøgelse, som YouGov har lavet for forsikringsselskabet Gjensidige.
Her indrømmer næsten hver tredje danske cyklist, at de i løbet af de seneste tre år engang har kørt på fortovet, mens tæt på hver fjerde har drejet til højre for rødt.
Mobiltelefonen er også blevet hevet op af lommen, for hver tiende har ifølge undersøgelsen kørt og sms'et under cykelturen. Hver sjette har kørt i et fodgængerfelt.
I bunden af listen svarer fire procent, at de i løbet af de seneste tre år har kørt direkte over for rødt.
Spørger man Jens Peter Hansen, der er formand for Cyklistforbundet, er det positivt, at statistikken også viser, at der er mange, som rent faktisk ikke bryder reglerne. Men han løfter dog en pegefinger.
- Alle trafikanter skal overholde færdselsloven, og der er et mindretal, der især for deres egen skyld bør stramme sig an, siger han.
I undersøgelsen bider Jens Peter Hansen særligt mærke i flere af overtrædelserne, som han mener skaber farlige situationer.
- At køre direkte over for rødt kan resultere i, at en bilist uforvarende kommer til at kvæste eller dræbe et andet menneske, siger han og fortsætter:
- Og at cykle i et fodgængerfelt kan genere fodgængere og overraske bilister, hvilket kan skabe en farlig situation, der ikke kun går ud over lovbryderen, siger han.
Han peger desuden på, at hvis du bruger din mobiltelefon, mens du cykler - for eksempel til at sms'e, tale eller tage selfies - kan du også skabe farlige situationer for andre cyklister med risiko for, at de bliver ramt af en bil.
Flere af de dårlige vaner er ulovlige, og du kan dermed ende med en bøde, hvis din trafikforseelse bliver spottet af en politibetjent.
Ifølge de gældende bødetakster hos politiet skal du eksempelvis af med 700 kroner, hvis du gør dig skyldig i den mest udbredte forseelse - nemlig at køre på fortovet.
Lidt dyrere bliver det, hvis du kører over for rødt eller kører med en telefon i hånden. Så er der altså afregning ved kasse et på 1000 kroner.
Det samme gælder, hvis du fræser direkte over en ubetinget vigepligt, hvor du ellers skal stoppe helt op. Så skal du også have en tusindkroneseddel op af lommen - altså inden de udgår.
Ligesom ved at køre på fortovet kan du forvente en bøde på 700 kroner, hvis en betjent ser dig cykle i et fodgængerfelt eller mod færdselsretningen på cykelstien.
Den højeste enkeltstående bøde, du kan få som cyklist, er på 1500 kroner. Den får du, hvis du kører fuld på cykel.
I en anden undersøgelse, som Kantar Public lavede for Gjensidige sidste år, svarede lidt over hver tredje ung mellem 18-29 år, at de havde kørt fuld på cykel inden for de seneste tre år. Her var knap en tredjedel af dem kommet til skade som følge af et styrt.
Det er ikke en fast promillegrænse, som afgør, om du kører ulovligt, sådan som det er tilfældet i en bil.
I stedet er det politiet, som vurderer, om du er for fuld til at cykle forsvarligt i den tilstand, du befinder dig i.
/ritzau fokus/