Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 08/09/2025 - 10:47

Clara Tauson når nye højder på verdensranglisten

Som ny nummer 12 når tennisspilleren Clara Tauson op på sin hidtil bedste placering på verdensranglisten.

Sarah Stier/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Clara Tauson har nået sin karrieres højeste placering på verdensranglisten.

Mandag har WTA opdateret ranglisten, og den danske tennisstjerne er rykket en smule frem, så hun nu er nummer 12 i verden.

Det seneste ryk på verdensranglisten kommer, selv om Clara Tauson ikke ligefrem imponerede ved det netop afsluttede US Open.

Hun blev således sparket ud af årets sidste grand slam-turnering allerede i første runde, hvor hun noget overraskende tabte til filippineren Alexandra Eala.

Men pointsystemet er altså indrettet sådan, at Clara Tauson nu kan prale af at være blandt verdens 12 bedste kvindelige tennisspillere.

Hun indledte året som nummer 50 og har siden triumferet i Auckland, nået en WTA 1000-finale i Dubai, ottendedelsfinalen i Wimbledon samt været i semifinalen i en WTA 1000-turnering i Montreal.

Undervejs har hun slået topspillere som Aryna Sabalenka, Iga Swiatek, Madison Keys og Emma Navarro.

Mens Clara Tauson stryger op ad verdensranglisten, er Caroline Wozniacki slet ikke længere at finde på listen.

Den tidligere danske verdensetter har ikke samlet nogen point sammen, siden hun blev sendt ud af US Open sidste år.

Hun fødte tidligere i år sit tredje barn og har ikke udtalt sig om sine karriereplaner, siden hun i forbindelse med French Open fortalte Ritzau, at hun ikke vil udelukke at spille professionel tennis igen.

Wozniacki indstillede sin karriere for første gang i starten af 2020, men i sommeren annoncerede hun sine comebackplaner, der blev ført ud i livet få uger efter.

Hun nåede samme sommer ottendedelsfinalen i US Open, og den bedrift gentog hun, da hun sidste sommer deltog i grand slam-turneringen i New York.

Det var hendes to bedste resultater efter comebacket sammen med kvartfinalen i Indian Wells i marts 2024.

/ritzau/

København, 08/09/2025 - 10:44

Familien om Peter Lund Madsen: Han døde på stedet

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Familiens eneste trøst er, at Peter Lund Madsen har fået en nådig død uden angst og panik.

Den 65-årige læge, psykiater og mediepersonlighed Peter Lund Madsen, der gik bort 10. august, døde af et akut hjerteinfarkt som følge af svær forkalkning i kranspulsåren.

Han døde på stedet under et elmetræ, hvor han var faldet om, på vej på cykel fra sit sommerhus på Sejerø til København.

Det oplyser hans familie i et længere opslag delt på Facebook.

- En forbipasserende cyklist fandt ham og gjorde det helt rigtige: ringede 112 og gav hjertemassage med fagpersonale i røret, skriver familien og fortsætter:

- Beredskabet fungerede helt fantastisk: Ambulancen var på stedet ti minutter efter og tilkaldte en redningshelikopter, som fløj Peter til Rigshospitalets Traumecenter, hvor vi tog afsked med ham hele aftenen. Han lå der helt stille og fredfyldt og med et lille, underfundigt smil på læben.

Peter Lund Madsens lillebror, journalist og tv-vært Anders Lund Madsen, satte søndag aften ifølge B.T. ord på sin brors død under arrangementet "Når verden forandrer sig".

- Han kunne ikke mærke noget. Han talte faktisk med sin søn 20 minutter inden og var i mægtigt humør, sagde Anders Lund Madsen ifølge avisen.

Anders Lund Madsen opfordrede ifølge B.T. de fremmødte til at gå til lægen.

- Det var noget med nogle stærkt forkalkede blodårer. Han gik ikke til læge, for han var bange for læger. Virkelig bange. Det er så fjollet, for sygdom er grimt, sagde han ifølge B.T.

Peter Lund Madsen har efterladt sig sine to sønner og sin hustru.

Han blev bisat 22. august.

- Peter var den mest rummelige, søde og rare ægtemand, far, bror, onkel, svoger, kollega og ven, man kan ønske sig. Vi savner ham allesammen helt ind i vores skeletter, skriver familien videre i opslaget delt på Facebook.

- Der er i den grad blevet stille i verden, nu da Peter er væk, og vi er stadig i chok og sorg. Den eneste trøst er, at Peter formodentlig ikke har lidt det mindste. At han har fået en nådig død uden angst og panik.

Familien takker for alle de kondolencer, de har modtaget.

- Vi kommer os aldrig over at have mistet Peter. Men vi må jo lære at leve med det og komme videre i livet. Alle jeres hilsner, henvendelser og kommentarer vidner om, at Peter var en mand, som satte sig et enormt aftryk her i verden, skriver familien.

Den 10. september - en måned efter hans død - udkommer bogen "Mysteriet om den sovende hjerne", som Peter Lund Madsen nåede at skrive sammen med foredragsholder og forfatter Thomas Thaulov Raab.

Peter Lund Madsen har excelleret i videnskabsformidling og delte første gang ud af sin viden på tv i programrækken "Hjernemadsen", som siden også blev hans tilnavn.

Her blev han kendt - og anerkendt - for at formidle komplicerede emner letforståeligt og underholdende.

/ritzau/

Læs Mere >>

New York, 08/09/2025 - 05:02

Fans kårer Lady Gaga som årets kunstner ved MTV-uddeling

Angela Weiss/Ritzau Scanpix

Sangeren Lady Gaga slog blandt andre The Weekend af pinden, da hun løb med titlen som årets kunstner.

Popsangeren Lady Gaga er kåret som årets kunstner ved MTV's Video Music Awards søndag amerikansk tid.

Det skriver Reuters.

Den amerikanske sanger var oppe imod The Weekend, Bad Bunny og Morgan Wallen, men fansene, der bestemmer vinderen af prisen, valgte Lady Gaga.

Gaga, der i øjeblikket er på turné med sit nye album "Mayhem", gik på scenen for at modtage prisen i en sort kjole med store ærmer.

- Jeg kan ikke beskrive, hvad det betyder at blive belønnet for at være kunstner. At blive belønnet for noget, der allerede er så givende, sagde Gaga, inden hun forlod scenen for at give en koncert i Madison Square Garden.

Hun gik ind til prisuddelingen med flest nomineringer - samlet set 12 - for sange som "Die with a Smile", som hun synger i en duet med Bruno Mars.

Med titlen som årets kunstner forhindrede Gaga Beyonce og Taylor Swift fra at indtage pladsen som den mest hædrede kunstner i VMA's historie.

De fortsætter med at stå lige med deres 30 VMA'er hver.

MTV's Video Music Awards løb første gang over skærmen i 1984, og er senere løbet med opmærksomheden ved ikoniske øjeblikke som et kys mellem Madonna og Britney Spears i 2003 og en kjole, som var lavet af råt kød, og som Lady Gaga bar ved begivenheden i 2010.

I år var der hverken kys eller kødkjoler, men nye kategorier blev føjet til listen over priser, som kunne vindes.

Det gjaldt prisen for årets bedste country video og bedste popkunstner.

Førstnævnte gik til den amerikanske sanger og sangskriver Megan Moroney og årets popkunstner blev Ariana Grande.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 08/09/2025 - 11:00

FAKTA: Bud på lindrende læsning

* "Fru Yeoms butik for små mirakler" af Kim Ho-yeon.

* "Døgnkioskmennesket" af Sayaka Murata. 

* "Før kaffen bliver kold" af Toshikazu Kawaguchi.

* "Katten der ville redde bøgerne" af Sosuke Natsukawa.

* Af nordiske pendanter til genren kan du kaste dig over Johanne Billes Boghandel Blåregn-serien og den svenske forfatter Emma Hambergs roman "Kærlighedens idioter".

Kilder: Anne Juul Andersen og Line Dalbro Schaumann, der begge er litteraturformildere og bogbloggere.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 08/09/2025 - 11:00

Ny læsedille giver lune litterære kram

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Genren K-healing er blevet et globalt hit, så find plaiden frem, bryg en kop te, og lad dig synke ned i lindrende fortællinger fra den anden side af kloden.

En bog kan suge dig ind i magiske verdener eller få dig til at bide negle over et mordmysterie, men den kan også føles som en varm omfavnelse.

Lindrende litteratur eller K-healing kaldes genren, der lige nu breder sig som en blød bølge på bibliotekshylderne og i boghandlerne herhjemme.

Den udspringer fra Korea - deraf navnet K-healing - og Japan og er kendetegnende ved at emme af god stemning, fortæller Anne Juul Andersen, der er litteraturformidler på Silkeborg Bibliotekerne og blogger om bøger på instagram-profilen Annelovebooks.

- Efter en hektisk arbejdsdag kan man gå hjem og læse en bog, som egentlig bare føles som et rart sted at være. Du vil gerne være i selskab med karaktererne og leve dig ind i dem. Det er en måde at slippe for hverdagens jag og verdenssituationen på, siger hun.

Bøger inden for den lindrende litteratur deler karakteristika med bøger fra feelgood-genren og romance, der altid lover læseren en lykkelig slutning.

Handlingen i fortællingerne kredser som regel om et bestemt sted - en døgnkiosk, en boghandel, et vaskeri eller en lille café - og de mennesker - og tit også katte - der kommer der.

Hovedkaraktererne befinder sig ofte et fortabt sted i tilværelsen, men får vendt deres skæbner. Enten via et tilfældigt møde med et andet menneske, ved at læse en særlig bog eller noget helt tredje hverdagsmagisk.

- Du møder nogle personer, der på den ene eller anden måde har brug for at finde deres ben igen, efter at der er sket noget i deres liv. Ofte er der en kærlighedshistorie undervejs, men temaet kan også være det her med at finde sit eget livs standpunkt, fortæller Anne Juul Andersen.

Bestselleren "Fru Yeoms butik for små mirakler" af den koreanske forfatter Kim Ho-yeon er et eksempel på det. Her finder den hjemløse mand Dotgo en pung på banegården i Seoul, og mødet med pungens ejer, fru Yeom, vender op og ned på hans liv.

Line Dalbro Schaumann, der er bibliotekar ved Aalborg Bibliotekerne og bogblogger på Instagram under navnet Linedalbro, forstår godt, hvorfor K-healing-litteraturen tit beskrives som et litterært kram.

- Der er ikke noget kæmpe drama, der skal løses. Der er ikke noget, der er uhyggeligt, siger hun og fortsætter:

- Du læser om nogle eksistentielle temaer, som du kan spejle dig i.

Bøgerne har samtidig den appel, at de foregår i et helt andet samfund end det danske:

- Jeg vil sige, at bøgerne er for alle, der har en interesse i at føle sig set og blive inspireret af, hvordan verden og kulturen ser ud langt fra vores, lyder det fra Line Dalbro Schaumann.

Danske læsere er i det hele taget begejstrede for bøger fra Asien, fortæller Anne Juul Andersen.

- Gennem mange år har vi set en stor stigning inden for asiatisk litteratur. Der udgives mere og mere af det herhjemme, og vi vender os mere og mere mod det. Det er rart at se, at en genre som denne her nu også er kommet til som et supplement til noget af det mere alvorlige, siger hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek