København, 18/06/2022 - 10:58
Clara Tauson melder afbud til den sidste Wimbledon-test
Ikke siden april har Clara Tauson spillet en tenniskamp, og det kommer heller ikke til at ske i Eastbourne.
Af: /ritzau/
Det trækker mere og mere op til et Wimbledon-afbud fra Clara Tauson.
I hvert fald har det unge tennistalent meldt fra til den sidste mulighed for at teste sig selv på græsunderlaget, inden grand slam-turneringen går i gang 27. juni.
Clara Tauson er således ikke med, når WTA 500-turneringen i Eastbourne begynder mandag, skriver TV 2 Sport.
Mediet har været i kontakt med Clara Tausons far, Søren Tauson. Han bekræfter, at hans datter fortsat døjer med rygproblemer.
Clara Tauson var egentlig også på deltagerlisten til WTA 250-turneringen i Birmingham, der løber af stablen i denne uge, men også her måtte hun melde fra, inden turneringen gik i gang.
Ved den lejlighed ville Søren Tauson ikke løfte sløret for, hvor realistisk det var, at hans datter blev klar til at spille i Wimbledon.
Clara Tauson spillede sin seneste kamp i slutningen af april, inden hun på grund af sine rygproblemer meldte afbud til en turnering i Rom og siden French Open.
Den 19-årige dansker nåede i februar sin højeste placering i karrieren hidtil, da hun var oppe på 33.-pladsen på verdensranglisten.
Siden er hun faldet tilbage som nummer 53 på den seneste udgave.
/ritzau/