Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 09/05/2022 - 10:48

Christiansborg lyser op med Ukraines blå og gule farver

Danmark markerer Europadagen 9. maj ved at lyse Christiansborg op. Det er også Ruslands Sejrsdag.

Af: /ritzau/

På den samme dag som Rusland med en stor militærparade markerer sejren over Nazityskland under Anden Verdenskrig, fejrer EU-landene Europadagen for at hylde fred og sammenhold i Europa.

Blandt andet vil Christiansborgs facade mandag aften blive lyst op i det ukrainske flags farver. Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Det er for at støtte Ukraine og ukrainerne og anerkende landets plads i den europæiske familie, skriver ministeriet.

- Jeg er rigtig glad for, at det i dag på Europadagen er muligt at vise Danmarks sympati med Ukraine, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

- Landet hører til i den europæiske familie, og vi støtter og står sammen med Ukraine efter Ruslands brutale krig.

I Rusland er 9. maj en særdeles vigtig dag. Den bliver kaldt Sejrsdagen, og den får i år stor opmærksomhed fra hele verden på grund af den russiske invasion i Ukraine.

Krigen i Ukraine blev indledt 24. februar. Her annoncerede Putin i de tidlige morgentimer, at han havde sat gang i en "særlig militær operation".

Europadagen er en markering af årsdagen for "Schumanerklæringen" 9. maj 1950.

Den beskriver den franske udenrigsminister, Robert Schumans, idé om en ny form for politisk samarbejde i Europa, som ville gøre krig mellem Europas nationer utænkelig.

Erklæringen indeholdt et forslag om at oprette et europæisk kul- og stålfællesskab, hvor medlemmerne skulle være fælles om fremstilling af kul og stål. Det er det fællesskab, som i sidste ende er blevet til EU.

Christiansborg vil være lyst op i blåt og gult fra klokken 21 og frem til midnat.

Noget tilsvarende vil ske i en lang række hovedstæder i EU-landene på initiativ af det franske EU-formandskab.

Det betyder, at mange monumenter og regeringskontorer med mere vil være lyst op.

/ritzau/

Nyhedsarkiv