Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Val Gardena, 21/12/2019 - 10:47

Centraleuropæisk uvejr aflyser alpin-World Cup i Italien

Mændenes styrtløb i Val Gardena er blevet aflyst som følge af uvejr. Kvindernes styrtløb i Frankrig er udsat.

Alessandro Garofalo/Reuters

Af: /ritzau/

Uvejr og store mængder nedbør i det centrale Europa har lørdag fået konsekvenser for de alpine skiløberes World Cup-afdelinger.

I italienske Val Gardena skulle mændene køre styrtløb, men vejrforholdene er så dårlige, at arrangøren har været nødt til at aflyse løbet.

Det skriver flere medier, herunder det norske nyhedsbureau NTB.

Ifølge NTB vil styrtløbet i Val Gardena blive afholdt senere på sæsonen i stedet.

Fredag lykkedes det at få gennemført et noget tågepræget Super-G-løb i den italienske skisportsby, men vejrforholdene er kun blevet forværret over natten.

Også kvindernes styrtløb i franske Val d'Isere lider under svære vejrforhold.

Fredag måtte træningen aflyses, og lørdag har arrangøren foreløbig rykket starten to timer til efter middag, i håbet om at der kommer opklaring nok til at gennemføre løbet.

I sidste weekend drillede tungt snefald og kraftig vind, da herrerne var samlet i Val d'Isere til World Cup. Her fik man dog afviklet slalomløbet, mens storslalom måtte flyttes til senere på sæsonen.

/ritzau/

Nyhedsarkiv