Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Brøndby, 03/06/2019 - 10:55

Brøndby henter gammel kending som målmandsreserve

Michael Tørnes har skrevet kontrakt med Brøndby, skriver superligaklubben på sin hjemmeside.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Michael Tørnes skal fremover være reserve for Marvin Schwäbe i Brøndby-målet.

Superligaklubben har skrevet en etårig kontrakt med Tørnes, der den seneste sæson har spillet i Vendsyssel. Det skriver Brøndby på sin hjemmeside.

Brøndbys sportsdirektør, Ebbe Sand, understreger, at Schwäbe forbliver førstevalg på målmandsposten, men efter at holdet har sagt farvel til reservekeeper Benjamin Bellot, skal Tørnes nu udfylde den rolle.

- Til træning skal Tørnes presse Marvin yderligere og være med til at styrke vores målmandsteam, som også unge Mads Hermansen er en del af.

- Michael Tørnes kender klubben og ved, hvad det kræver af indstilling til træning og eventuelle kampe, så vi ser frem til en samlet og stærk målmandsgruppe, siger Ebbe Sand til hjemmesiden.

33-årige Michael Tørnes har tidligere spillet 82 officielle kampe for Brøndby, som han var en del af fra 2005 til 2013.

Søndag sad han på bænken i hele kampen, da Vendsyssel spillede den afgørende playoffkamp om en plads i Superligaen i den kommende sæson.

Holdet spillede 2-2 mod Lyngby, der samlet vandt 4-3, og dermed må Vendsyssel en tur i 1. division i den kommende sæson.

Brøndby sluttede som nummer fire i Superligaen.

/ritzau/