Lyngby, 13/02/2021 - 10:31
Brøndby-fans støtter Lyngby med køb af fiktive billetter
Der er solgt 2800 støttebilletter til udebaneafsnittet til søndagens kamp mellem Lyngby og Brøndby.
Af: /ritzau/
Brøndby-fans har støttet superligakonkurrenten Lyngby.
Op til søndagens kamp mellem de to hold på Lyngby Stadion har gæsternes fans kunnet købe støttebilletter til 50 kroner stykket til udekampen.
Det tilbud har så mange benyttet sig af, at Lyngby nu kan melde udsolgt af de fiktive billetter på udebaneafsnittet i et opslag på Twitter.
- Kære #Vestegn. Vi kan nu melde udsolgt i udebaneafsnittet på Oddset-tribunen. Tak - 2800 tak, skriver Lyngby med henvisning til de 2800 støttebilletter, der er solgt til det, der normalt er tribunen for gæsternes fans.
På hjemmesiden, hvor fans af begge hold kan købe de fiktive billetter, forklarer Lyngby, at det var efterspørgsel fra Brøndby-tilhængere, som gjorde, at det ikke kun var hjemmeholdets fans, der kunne støtte.
- På opfordring fra flere Brøndby-fans har vi nu åbnet for støttebilletter dedikeret til Brøndby-fans, der ønsker at støtte. Vi sender en kæmpe tak til Vestegnen for de mange bidrag, skriver klubben.
På grund af coronarestriktioner må der ikke være tilskuere på de danske stadioner. Lyngby understreger derfor, at en billet ikke gælder til kampen, men skal ses som en donation til Lyngby.
Som tak trækkes der lod om kamptrøjer blandt de fans, der har købt billet.
Holdene ligger i hver sin ende af Superligaen. Brøndby er nummer et med 31 point, mens Lyngby med sine syv point ligger næstsidst i ligaen.
Opgøret begynder søndag klokken 16.
/ritzau/