Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 06/04/2022 - 10:37

Brøndby-ejer forventer at komme sig helt over blodprop

Jan Bech Andersen fik konstateret en blodprop efter at have oplevet sygdomssymptomer.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Hovedaktionæren i fodboldklubben Brøndby IF, Jan Bech Andersen, blev i slutningen af marts ramt af en blodprop. Men han forventer ikke at få varige mén.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Jan Bech Andersen havde kontaktet sin læge efter at have oplevet sygdomssymptomer og gennemgik efterfølgende en helbredsundersøgelse.

- Det blev konstateret, at det jeg havde oplevet, var en mindre blodprop, som jeg nu modtager noget rutinemæssig behandling for, siger Jan Bech Andersen.

- Jeg har det godt, og jeg er glad for, at helbredsundersøgelsen fik afklaret årsagen til mine symptomer, og at lægerne vurderer, at jeg ikke får mén af nogen art, lyder det.

Forretningsmanden investerede i 2013 et millionbeløb i den dengang økonomisk pressede superligaklub.

Siden har han øget sit engagement og spændte i flere år et økonomisk sikkerhedsnet ud under klubben, der havde svært ved at få sorte tal på bundlinjen.

I begyndelsen af marts udsendte Brøndby et årsregnskab med et rekordoverskud. Ved den lejlighed sagde Jan Bech Andersen, at hans økonomiske støttegaranti ikke længere var nødvendig.

Ved udgangen af 2021 ejede han 55,3 procent af aktierne. Han er samtidig formand for klubbens bestyrelse.

/ritzau/

Nyhedsarkiv