Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 24/01/2022 - 10:59

Brentford: Frank gør os i stand til at slås med de store

Trods svære tider lige nu mener Brentford, at den danske træner kan løfte holdet og klubben yderligere.

Hannah Mckay/Reuters

Af: /ritzau/

Trods fire nederlag på stribe valgte Premier League-klubben Brentford mandag at forlænge kontrakten frem til sommeren 2025 med den danske cheftræner Thomas Frank og hans assistent Brian Riemer.

For trods de manglende resultater for tiden, så tror London-klubben stadig fuldt og fast på, at det er den danske trænerduo, som kan løfte holdet yderligere.

- De har været afgørende for den succes, vi har haft i de seneste sæsoner, og som kulminerede med opfyldelsen af vores fælles mål om at spille i Premier League, siger klubbens fodbolddirektør, Phil Giles, til hjemmesiden.

- Vi ønsker at løfte Brentford yderligere, at kæmpe med klubber, som er langt større end os, og se, hvor langt vi kan komme.

- Jeg er sikker på, vi kan bygge videre på den succes, som Thomas og Brian har hjulpet os til sammen med resten af staben og spillerne.

48-årige Thomas Frank kom til Brentford i slutningen af 2016 som assistenttræner for daværende cheftræner Dean Smith. Da Smith smuttede til Aston Villa i 2018, blev Frank forfremmet.

Det lykkedes ham i sidste sæson at sikre holdet den historiske oprykning til Premier League.

Frank har tidligere været dansk U19-landstræner, og i små tre sæsoner mellem 2013 og 2016 var han cheftræner i Brøndby.

Thomas Frank har indtil videre stået i spidsen for Brentford i 175 kampe. Holdet er aktuelt nummer 14 i Premier League.

/ritzau/

Nyhedsarkiv