Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 21/10/2022 - 10:47

Boris Johnson og hans nemesis er favoritter til formandspost

Ifølge britisk avis har 30 parlamentsmedlemmer talt for at gøre Boris Johnson til premierminister igen.

Af: /ritzau/

Mindre end 24 timer efter at Liz Truss meldte sin afsked som Storbritanniens premierminister og formand for Det Konservative Parti, tegner to personer sig som tidlige favoritter til at tage over efter hende:

Boris Johnson, der for syv uger siden var premierminister, og hans tidligere finansminister Rishi Sunak.

Rishi Sunak var en af de ministre, hvis afsked førte til Boris Johnsons fald tidligere i år.

Hvem der skal efterfølge Liz Truss afgøres i første omgang delvist af De Konservatives 357 parlamentsmedlemmer.

Mandag skal eventuelle kandidater kunne fremvise opbakning fra 100 af parlamentsmedlemmerne.

Derfor gik jagten allerede torsdag i gang i de britiske medier for at høre parlamentsmedlemmerne, hvem de støtter. Og her dukker særligt to navne op: Boris Johnson og Rishi Sunak.

Avisen The Telegraph har fredag morgen fundet 30 parlamentsmedlemmer, der vil støtte Boris Johnson, mens 33 vil støtte Rishi Sunak.

Også den tidligere forsvarsminister Penny Mordaunt har tiltrukket sig støtte. 11 parlamentsmedlemmer har erklæret, at de vil støtte hende, hvis hun stiller op.

Ingen andre har fået mærkbar støtte.

Bookmakernes odds tegner et lignende billede. Her er det de tre, der betragtes som realistiske, mens alle andre kandidater giver pengene 45 gange igen eller mere.

Samme bookmakere spår dog ikke en kommende konservativ partiformand særligt gode chancer for at blive genvalgt som premierminister.

Oppositionen har ellers krævet, at De Konservative udskriver valg i stedet for at indsætte den tredje premierminister i denne valgperiode og køre videre.

En meningsmåling fra PeoplePolling for GB News, der er foretage blandt 1237 briter torsdag, viser hvorfor: 14 procent ville stemme på de konservative, hvis der var valg i dag imod 53 procent, der ville stemme på Labour.

Der skal senest være valg i Storbritannien i januar 2025.

/ritzau/

Nyhedsarkiv