København, 01/09/2021 - 10:56
Borgmester: Kampagner skal forhindre sløset coronaadfærd
Ishøj kommune holder løbende møder med det lokale bolignetværk om smittesituationen i boligområderne.
Af: /ritzau/
Regeringens sløjfen af den automatiske nedlukningsmodel har til dels overladt kommunerne til sig selv. I hvert fald hvis de vil forhindre yderligere smitte i lokalbefolkningen.
Ishøj Kommune vil lave kampagner, der skal huske borgerne på ikke at sløse, når det gælder risikoen for at smitte eller blive smittet.
I øjeblikket er netop Ishøj en af de hårdest ramte på smittefronten.
- Man kunne jo frygte, at befolkningen kunne begynde at sløse med sin adfærd, når de nu ved, at en automatisk nedlukning ikke længere er et værktøj, der kan tages i brug.
- Vi vil køre kampagner, hvor vi vil informere folk om, at de fortsat skal være opmærksomme på smitterisikoen i samfundet, siger borgmester Ole Bjørstorp (Ishøjlisten).
Kommunen har dog endnu ikke udfærdiget de pågældende kampagner. Derfor kører Ishøj i øjeblikket en vaccinekampagne, der skal forsøge at løfte vaccinetilslutningen i kommunen. Ishøj ligger aktuelt de kommuner i landet, hvor færrest er blevet vaccineret.
Ishøj kommune holder hver 14. dag møde med det sociale bolignetværk om smittesituationen i boligområderne.
- Vi tager løbende smitteproblematikken op med dem, hvis smitten bliver særlig slem i nogle områder, siger borgmesteren.
Regeringen oplyste tirsdag, at den ikke har forlænget den automatiske nedlukningsmodel, hvor høje smittetal kan lukke både sogne og kommuner ned.
Dog kan Styrelsen for Patientsikkerhed fortsat give påbud til kommuner, hvis smitten i særlig grad skulle løbe løbsk, lyder det i et skriftligt svar fra styrelsen.
- Det vil ske, hvis smitteudbruddet ikke kan håndteres efter sundhedsstyrelsens gældende retningslinjer, og hvis udbruddet udvikler sig betydeligt.
- For eksempel fordi smittekæderne ikke er brudt eller nye smittekæder opstår, lyder det.
Ole Bjørstorp er imidlertid tilfreds med, at man har nedlagt nedlukningsmodellen for nu.
- Jeg er ikke tilhænger af automatiske nedlukninger, men mere en tilhænger af at informere borgerne. Eksempelvis gennem kampagner, siger han.
/ritzau/