København, 25/02/2020 - 10:59
Borgere måtte vente i fem år på svar i skattesager
Folketingets Ombudsmand kritiserer Skatteankestyrelsen. Lang ventetid kan have store konsekvenser.
Af: /ritzau/
Uacceptabelt. Det er den dom, som Folketingets Ombudsmand fælder over Skatteankestyrelsen, der lod tre borgeres sager ligge stille i flere år.
Fem år og ni måneder. Fem år og fem måneder. Og endelig næsten fire år.
Så lang var sagsbehandlingstiden i de tre sager, oplyser ombudsmanden tirsdag.
I den ene havde borgeren bedt om at få genoptaget ejendomsvurderingen. Den anden drejede sig om årsopgørelser, og den tredje handlede om omkostningsgodtgørelse.
- Det er en uacceptabel lang sagsbehandlingstid, siger ombudsmand Niels Fenger. Han lægger vægt på, at ventetiden kan have store økonomiske og personlige konsekvenser for borgerne.
Skatteankestyrelsen har selv erkendt og beklaget forholdene.
Men styrelsen har om to af sagerne forklaret om årsagen, at styrelsen havde prioriteret at beskæftige sig med store bunker af ensartede sager med alvorlige problemstillinger.
Hertil siger Niels Fenger, at det er vigtigt, at prioritering af bestemte sager ikke fører til, at sagsbehandlingstiden i andre sager bliver så lang som i de undersøgte tilfælde.
Tidligere - i januar - var der også hug til Skatteankestyrelsen. Her gjaldt kritikken, at styrelsen gav forkert besked til borgere om, hvornår de kunne forvente, at de ville få en afgørelse i deres sager.
Styrelsen ramte meget forkert, fremgår det. I et tilfælde besluttede en borger at skrive til styrelsen, da han ikke fik svar på det tidspunkt, han var blevet stillet i udsigt.
"Vil bare lige sikre mig, at materialet ikke er gået tabt og sagen vil blive behandlet når tid er", skrev manden.
Dette fik han aldrig svar på. I alt gik der over 31 måneder, før han fik en afgørelse. I første omgang havde styrelsen vurderet, at der ville gå mellem 9 og 15 måneder.
I en kommentar til forløbet har Niels Fenger understreget, at tilliden til de offentlige myndigheder er på spil:
- Det handler i sidste ende om, at den offentlige forvaltning skal agere på en måde, der understøtter tilliden til myndighedernes udmeldinger og den sagsbehandling, der foretages, har ombudsmanden udtalt.
/ritzau/