Taastrup, 28/04/2021 - 10:44
Blå partier frygter jobtab i landbruget med regeringens udspil
Venstre og DF vil ikke lægge ikke stemmer til aftale, der sender mange arbejdspladser ud af Danmark.
Af: /ritzau/
Det er positivt, at regeringen vil reducere landbrugets CO2-udslip ved hjælp af ny teknologi. Men både Venstre og Dansk Folkeparti frygter, at regeringens udspil til klimaforhandlinger på landbrugsområdet alligevel vil ende med at koste arbejdspladser i fødevareerhvervene.
Før udspillet præsenteres onsdag, siger Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen:
- Helt overordnet er vi meget optagede af at sikre, at de danske fødevarearbejdspladser fortsat kan eksistere. Vi er bekymrede for, at flere tusind mennesker vil blive fyret, når vi ser det fulde udspil.
Han henviser til, at regeringen onsdag klokken 11 fremlægger hele udspillet. Hidtil har kun en del af det været fremme.
Også Dansk Folkeparti er kritisk.
- Regeringen lægger op til voldsomme forandringer for dansk landbrug. Det kan betyde, at massevis af danske arbejdspladser i landbruget og følgeerhverv flytter til lande, hvor dyrevelfærden er meget dårligere end i Danmark, og klimaaftrykket er større, siger landbrugsordfører Lise Bech (DF).
Venstre er til gengæld positiv over for, at regeringen vil reducere landbrugets CO2-udledning gennem anvendelse af ny teknologi.
- Indtil videre har vi set et element, der handler om CO2-reduktion. Det synes vi, ser fornuftigt ud. Men vores frygt ligger i, hvilke rammevilkår regeringen vil give fremtidens fødevareproduktion. Det må vi se, når hele udspillet er lagt frem, siger Troels Lund Poulsen.
Venstre vil komme med sit bud på klimareduktioner i landbruget i løbet af forhandlingerne, siger Troels Lund Poulsen.
Spørgsmål: Må klimaomstillingen slet ikke koste arbejdspladser i erhvervet, hvis det står til Venstre?
- Venstres udgangspunkt er, at man kan godt kan have en mere bæredygtig landbrugsproduktion, uden at vi sender tusindvis af arbejdspladser til Polen eller Tyskland. Klimaet får det ikke bedre af, at landbrugsproduktionen foregår syd for grænsen. Så vi lægger ikke stemmer til en aftale, der sender mange arbejdspladser i fødevaresektoren ud af Danmark, siger Troels Lund Poulsen.
Med udspillet håber regeringen at sænke udledningen fra landbruget med 7,1 millioner ton i 2030. Men størstedelen - 5 af de 7,1 million - dækker over et potentiale ved ny teknologi og videreudvikling af kendte ordninger.
Spørgsmål: Der er ikke lang tid til 2030. Bør man ikke i højere grad anvende tiltag, der kan sættes i værk her og nu?
- Nej, det mener vi ikke. Der er vi på linje med regeringen. Der er kæmpe muligheder for at introducere ny teknologi i forhold til staldene og med foder til køer og grise. Så vi er enige i, at det er teknologien, der skal bringe os frem mod CO2-reduktionen, siger Troels Lund Poulsen.
/ritzau/