København, 09/04/2022 - 11:00
Blachman afviser X Factor-forbandelsen
Thomas Blachman har netop fået sin femte sejr som X Factor-dommer, og han tror på, at hans unge vindende solist, Mads Moldt, er langtidsholdbar.
Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus
Kan man skabe en musikalsk karriere, hvis man har vundet "X Factor".
Ja, især når vinderen er den 16-årige skoleelev Mads Moldt, lyder det fra hans mentor, Thomas Blachman.
Det har ikke skortet med roser til det unge talent, som Thomas Blachman har kaldt et unikum sjældent set.
Derfor er X Factors grand old man overbevist om, at Mads Moldt ikke ryger ud i glemslen, lige så snart projektøren er slukket.
- Når man har så meget ild i røven og så meget talent, så tro mig, så kommer der til at ske noget rigtig godt for ham, siger Thomas Blachman og fortsætter:
- Mads er parat til at gå direkte ud og lave sin egen musik og styre det hele selv, være højrøvet og pissearrogant og bare vinkle tingene på sin egen måde. Han er supercool. Ham kan man ikke fucke med, lyder det bramfrit fra dommeren.
Kommer det alligevel til at ske, står Thomas Blachman klar i kulissen. Det er ikke alle, han gør det med, understreger han. Thomas Blachman nægter at bruge ord, som at han betragter sine deltagere som sine børn og lignende, som andre dommere tidligere har gjort.
Børn har han masser af i forvejen, siger han om sine tre poder.
Men han medgiver, at Mads Moldt og ham har en helt særlig kontakt.
- Det er meget, meget sjældent, det sker for mig med X Factor-deltagere. Men jeg føler en særlig omsorg for ham, siger Thomas Blachman og fortsætter:
- Jeg skal nok sige til ham, hvis han er ved at stille sig op et eller andet sted, man ikke skal stå, lyder det fra X Factor-nestoren.
Om Mads Moldts optrædener kan toppes næste år, ved Thomas Blachman ikke. Men sikkert og vist er det, at TV 2 blænder op for 16. udgave af programmet i 2023.
- Nu har jeg hørt, at de har annonceret en ny sæson. Men de har ikke snakket med mig om det. Så de skal måske passe på med at annoncere det, fordi jeg gider ikke selv se det, hvis ikke jeg er med.
- Men det er der sikkert en masse andre, der gør - på Færøerne, lyder det fra Thomas Blachman
/ritzau/