St. Louis, 15/10/2023 - 10:53
Bjorkstrand leverer assist og brænder straffeslag i NHL-nederlag
Oliver Bjorkstrand og Seattle Kraken tabte 1-2 til St. Louis Blues efter forlænget spilletid og straffeslag.
Af: /ritzau/
Danske Oliver Bjorkstrand brændte sit straffeslag, da Seattle Kraken kunne afgøre kamp mod St. Louis Blues natten til søndag dansk tid.
De to hold stødte sammen i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL.
Dermed tabte Seattle Kraken 1-2 efter både forlænget spilletid og straffeslag.
Danskeren havde ellers en finger med i spillet, da Seattle Kraken kunne bringe sig foran med 1-0 blot 40 sekunder inde i anden periode.
Her udnyttede holdet et powerplay, og canadiske Jaden Schwartz sendte pucken i nettet efter en assist fra Oliver Bjorkstrand.
Men syv minutter senere scorede Jordan Kyrou for St. Louis Blues til 1-1.
Det blev også stillingen, da tredje periode var færdig, og efter nul scoringer i overtiden måtte der straffeslag til for at finde en vinder af kampen.
Efter to brændte slag fra St. Louis Blues og et fra Seattle Kraken skulle Oliver Bjorkstrand forsøge at sætte modstanderen under pres.
Men efter et brændt slag og herefter en scoring fra Robert Thomas fra St. Louis Blues var det modsatte tilfældet.
Og da Jordan Eberle brændte det sidste slag for Seattle Kraken, var kampen afgjort til St. Louis Blues' fordel.
Oliver Bjorkstrand var ikke eneste dansker, der var på banen i NHL natten til søndag dansk tid.
Jonas Røndbjerg kom således på tavlen for Vegas Golden Knights, som slog Anaheim Ducks med 4-1. Danskeren scorede kampens sidste mål, som faldt, da Anaheim satsede alt i slutminutterne og havde taget målmanden ud.
For både Nikolaj Ehlers og Lars Eller blev det til sejre med deres hold Winnipeg Jets og Pittsburgh Penguins. Dog uden hverken mål eller assists fra de to danskere.
/ritzau/