Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 01/08/2021 - 10:51

Biografer vil have arealkrav ud og flere gæster ind

Coronapas bortfalder flere steder søndag, men biografer vil helst have fjernet krav om ledige sæder.

Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Fra søndag er der ikke længere krav om at vise coronapas i de danske biografer, og det er en lille hjælp, som dog ikke vil få de store positive effekter.

Det mener Lars Werge, direktør for brancheforeningen Danske Biografer.

- Det er fint, at det forsvinder, men for biograferne er den helt store udfordring, at der stadig er afstands- og arealkrav, som først står til at skulle udfases om en måned, siger han.

Fra 1. august gælder det, at der skal være to kvadratmeter per biografgæst, uanset om man er siddende eller stående.

Der skal desuden være mindst et sædes afstand i salene.

Først fra 1. september er der ingen krav om areal eller afstand på nogen områder i biograferne.

- Der er ingen tvivl om, at vi havde håbet, at man fjerner kravet om ledige pladser i biografsalene. Det bortfalder først 1. september, men vi havde håbet og håber fortsat, at det kan fjernes inden.

- Det betyder, at vi ikke kan åbne på fuld kapacitet. Det kan blive rigtig træls, for midt i august kommer en forventelig stor film, og det er klart, at efter halvandet år med nedsat kapacitet og presset økonomi havde vi håbet, at det krav fjernes.

Lars Werge henviser til animationsfilmen "Ternet Ninja 2". Det er den længe ventede opfølger på Anders Matthesens publikumssucces "Ternet Ninja" fra 2018.

Direktøren erkender, at når kravet om visning af coronapas bortfalder, så er der en øget risiko for smitte i salene.

Men den risiko er lige så stor som alle andre steder, efterhånden som samfundet åbner mere og mere, siger han.

- Biograferne har et ansvar, men ikke et større ansvar end andre brancher for fortsat at skabe tryghed.

- Der bliver rengjort mellem visningerne, og der er fokus på at overholde afspritning, hvilket vi gør opmærksom på på hjemmesiderne og med plakater i biograferne, lyder det.

/ritzau/

Nyhedsarkiv