København, 21/02/2021 - 10:18
Bendtner: Jeg vinker lidt farvel til fodbolden
Nicklas Bendtner, som ikke har spillet professionelt siden 2019, vinker "lidt farvel" til fodbold, siger han.
Af: /ritzau/
Det lader til, at Nicklas Bendtners professionelle fodboldkarriere så småt lakker mod enden.
I et kommende afsnit af tv-programmet "Bendtner & Philine", der omhandler fodboldspillerens og hans kæreste Philine Roepstorffs liv, fortæller angriberen, at han "vinker lidt farvel til fodbolden". Det skriver B.T.
- Frem mod næste år bliver det spændende. Philine og jeg skal finde ud af, hvor vi lige lander henne sammen her. Jeg skal også starte på træneruddannelsen, og ved at jeg starter på træneruddannelsen, vinker jeg også lidt farvel til fodbolden, siger Bendtner.
Han har ikke spillet professionel fodbold, siden han forlod FC København ved udgangen af 2019. Bendtner har tidligere sagt, at han havde et tilbud fra en kinesisk klub på hånden i 2020, men at aftalen gik i vasken på grund af coronapandemien.
Den tidligere Arsenal-spiller har endnu ikke meldt direkte ud, at hans aktive karriere er endegyldigt forbi.
Ud over det mangeårige ophold i Arsenal og den kortvarige periode i FCK har Bendtner også spillet for blandt andre Wolfsburg og Rosenborg, ligesom han har været udlejet til Juventus, Sunderland og Birmingham.
På landsholdet er det blevet til hele 81 optrædener, hvoraf den seneste var i 2018.
/ritzau/