Inde i et gråt industriområde i Brøndby ligger Priorparken. Stedet, som danner rammen om "X Factor". Bag betonen blinker lamperne, som centrerer sig om det store X på scenen. Der er gabende tomt lige nu, men studiet emmer af drømme.
For fredag aften byder programmets nye vært, Maria Fantino, for første gang velkommen til årets liveshows, godt et år efter at hendes egen drøm gik i opfyldelse. X Factor-studiet er selvsamme sted, Maria Fantino var til casting i.
- Det giver et kæmpe sug i maven, hver gang jeg ser scenen, også selv om jeg ser den et par gange om dagen, lyder det fra hende.
- Det er, som om jeg tit fokuserer på praktikken, fordi der er så mange ting, man skal, og der er så mange mennesker, der skal ting, at jeg i glimt nogle gange minder mig selv om, hvad det egentlig er, jeg faktisk laver.
Det skete blandt andet i søndags. Her kiggede hun på manuskriptet. Øverst i emnefeltet stod der: "X Factor 2024".
- Så fældede jeg en lille tåre hurtigt, fortæller Maria Fantino.
- Man kan godt tænke og fokusere så meget på, at "nu skal der rettes til, og der er en deadline", og så sad jeg i en rigtig søndagsstemning og var sådan: "Prøv lige at huske på, hvad det faktisk er for et manus, du læser".
Mens Maria Fantino er et forholdsvist nyere ansigt på skærmen, er hendes stemme yderst velkendt i æteren.
Maria Fantino blev udklækket fra DR's eget udviklingsforløb, Talentholdet, i 2017. Kort tid efter fik hun sit store gennembrud i det prisvindende P3-program "Curlingklubben" med makkeren Christian Bonde. Et program, som fortsatte helt frem til sommeren 2023, da det blev annonceret, at Maria Fantino stoppede efter otte år på DR til fordel for "X Factor".
- Det er en drøm. Og det føles nogle gange så absurd, at det er det, jeg laver. Jeg kan godt mærke nogle gange, når jeg øver manus, at jeg lidt har sådan en følelse af: "Hvad er det, vi leger?", siger Maria Fantino og fortsætter:
- I går stod jeg i lejligheden med min kæreste, hvor vi øvede hele min intro, og han prøvede at spille intromelodien på keyboard. Det var meget, som om det bare var noget, vi lod som om... Jeg tror først, det bliver virkeligt, når vi går i gang.
Maria Fantino overtog jobbet fra Sofie Linde, som stoppede efter sidste års finale efter otte sæsoner.
Med programmet følger en enorm eksponering, og at folk kan have meninger om alt fra ens neglelak og tænder til stemmeføring og frisure.
- Jeg havde en klar forventning om, at folk typisk ikke kan lide noget nyt. Og jeg har simpelthen ikke set en eneste tarvelig kommentar. Nu har jeg heller ikke søgt på det. Men jeg er virkelig blevet bombarderet med søde beskeder, fortæller Maria Fantino.
- Det har været - og det mener jeg virkelig - overraskende positivt. Og det er jeg virkelig, virkelig glad for, for når jeg skal på scenen, så er det klart bedre at stå der og vide, at der i hvert fald er en del, der synes, jeg gør det godt.
Mens Maria Fantino er helt ny i "X Factor", har dommerne prøvet det før. Oh Land gør comeback efter to sæsoners fravær. Simon Kvamm vender tilbage. Og så er der programmets nestor, Thomas Blachman, som med undtagelse af en enkelt sæson har været dommer siden premieren i 2008.
Men Maria Fantino er ikke den eneste nye på holdet. Det er deltagerne, som stiller op, jo også, bemærker hun.
- Der er mange ting, vi har til fælles i det her helt vidunderlige, men også virkelig skøre cirkus med pressemøder og folk, der lægger makeup på en, siger hun og fortsætter:
- Jeg har brugt meget tid på at prioritere at hænge ud med deltagerne. Vi har været ude at spise alle sammen, og det er bare så rart at lære dem bedre at kende og ikke bare snakke "X Factor". Lige nu er vi i en fantastisk boble, hvor ingen er stemt ud. Folk øver sig bare og glæder sig.
Det gør hun også selv.
- Jeg skal jo ikke synge, heldigvis, og jeg skal heller ikke stemmes ud, heldigvis, så jeg synes ikke, der er nogle, der skal bruge energi og bekymring på mig. Der skal ligesom være en form for stoisk ro. Det er ret vigtigt, jeg kan mine ting, lyder det fra Maria Fantino.
Årets liveshows får premiere på TV 2 og TV 2 Play fredag klokken 20.00.
/ritzau/