Stavelot, 26/08/2022 - 10:56
Audi træder for første gang ind i Formel 1 fra 2026
Fra 2026 vil Formel 1 få selskab af Audi, der planlægger at levere motorer til et hold i kongeklassen.
Af: /ritzau/
Audi bliver en del af Formel 1 som leverandør af motorer fra 2026. Det annoncerede den tyske bilfabrikant fredag.
Det er endnu uvist, hvilket hold der får glæde af Audis motorer. Det vil Audi først meddele i slutningen af 2022.
Udmeldingen fra Audi skete på et pressemøde i belgiske Spa Francorchamps, hvor weekendens Formel 1-løb bliver afviklet.
- Motorsport er en del af Audis dna. Formel 1 er både en global scene for vores brand og yderst udfordrende for vores udviklingslaboratorie, siger Audi-formand Markus Duesmann til firmaets hjemmeside.
Motoren vil blive udviklet og produceret på Audis fabrik i Neuburg nær Ingolstadt i Tyskland.
Audi er især blevet tiltrukket af nye miljøvenligere regler, der træder i kraft i de kommende år.
De største miljøvenlige ændringer er, at forbrændingsmotorerne fra 2026 skal være 50 procent elektrisk drevet.
Desuden skal fremtidens hybridmotorer køre på 100 procent bæredygtigt brændstof.
I Formel 1-kredse ventes det ifølge AFP at blive Alfa Romeo, som kommer til at indgå i et samarbejde med Audi. Lige nu kører Alfa Romeo, der tidligere gik under holdnavnet Sauber, med motorer fra Ferrari.
/ritzau/