Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Hjørring, 29/11/2024 - 10:56

Anklager vil spærre 13-årigs morder inde på ubestemt tid

En 18-årig mand, som dræbte 13-årig pige i Hjallerup, bør ifølge anklagemyndigheden idømmes forvaring.

Af: /ritzau/

Det er ikke kun drab og voldtægt af en 13-årig pige, som en ung mand fra Nordjylland ifølge anklagemyndigheden er skyld i.

Den 18-årige mand er også tiltalt for voldtægt af en anden pige og et overgreb mod en tredje.

På den baggrund har anklagemyndigheden nedlagt påstand om, at han dømmes til forvaring - altså indespærring i et fængsel på ubestemt tid.

Ud over drabet og de seksuelle forbrydelser er den tiltalte anklaget for vold og for røveri mod yderligere to ofre, fremgår det af Nordjyllands Politis anklageskrift i sagen, som fredag er blevet offentliggjort til pressen.

Anklagemyndigheden kunne fredag i sidste uge fortælle, at der var rejst tiltale for drab i sagen.

I den forbindelse oplyste forsvarsadvokat Mette Grith Stage, at hendes klient erkendte at have dræbt den 13-årige pige, men nægtede at have voldtaget hende.

Nordjyllands Politi har tidligere fortalt, at drengen, som på gerningstidspunktet var 17 år, og pigen havde haft et kærestelignende forhold.

I anklageskriftet er den i dag 18-årige anklaget for i en periode fra oktober 2023 og frem til dagen for drabet, den 11. marts, for flere tilfælde af "samleje med barn under 15 år".

Forholdet vedrører pigen, som han den 11. marts slog ihjel, og de påståede overgreb er ifølge anklageskriftet fundet sted i Hjallerup og i Flauenskjold.

Ud over de forhold, som angår drabsofferet, er den 18-årige anklaget for på et tidspunkt i perioden fra 15. december 2023 til 10. januar 2024 at have forgrebet sig på en 14-årig pige.

Mod hendes vilje udsatte den tiltalte ifølge sagens anklageskrift pigen for en behandling, som anklagemyndigheden har valgt at henføre under straffelovens bestemmelser om "andet seksuelt forhold end samleje".

Og fordi tiltaltes handlinger skete, uden at pigen havde givet sit samtykke - hun sagde både "stop", "nej" og forsøgte at komme væk, lyder det i anklageskriftet, er der også rejst tiltale efter voldtægtsbestemmelsen.

Også i december 2022 begik den i dag 18-årige ifølge anklagemyndigheden seksualforbrydelser ved flere gange at have haft samleje eller forsøgt at opnå samleje med en 14-årig pige.

Anklageskriftet beskriver derudover et voldsforhold, hvor offeret blev skubbet omkuld og fik smadret sine briller, og et forhold om røveri.

I den forbindelse blev en dreng tvunget til at overføre 50 kroner via MobilePay - episoden blev optaget på video, lyder det i anklageskriftet.

Drabsforholdet er imidlertid sagens alvorligste anklagepunkt. Det drejer sig om en 13-årig pige, som den 11. marts blev fundet ilde tilredt ved et varmeværk i Hjallerup. Pigen afgik senere ved døden, og samme aften blev den nu tiltalte anholdt.

Anklagemyndigheden oplyser, at der skal bruges ni dage på straffesagen, som på et endnu ikke fastlagt tidspunkt skal behandles ved Retten i Hjørring.

Af anklageskriftet fremgår det, at anklagemyndigheden går efter en dom til forvaring.

Forvaring er en såkaldt tidsubestemt foranstaltning. Den kan anvendes i sager, hvor gerningsmanden anses som farlig, og hvor retten finder det nødvendigt med en tidsubestemt indespærring.

Med andre ord vil man ikke risikere på et tidspunkt ude i fremtiden at skulle løslade en farlig gerningsmand, som kan finde på at begå ny alvorlig kriminalitet.

En dom til forvaring er usædvanlig i sager, hvor gerningsmanden er helt ung, navnlig når gerningsmanden var under 18 år på gerningstidspunktet.

I 2012 bestemte Højesteret, at den forvaringsdømte Lual Lual, som var 17 år på gerningstidspunktet, ikke skulle spærres inde på ubestemt tid, men i stedet straffes med syv års fængsel.

Samme mand skiftede senere navn til James Schmidt og blev i 2021 dømt for rovmord på tre ældre mennesker på Østerbro i København.

/ritzau/

, 29/11/2024 - 08:10

FAKTA: Leveringen er en del af gaven

* Når du skal give din værtindegave, spiller det en rolle, hvordan den leveres. Det må ikke føles fladt - hverken for dig eller modtageren - at komme med en brugt eller hjemmelavet genstand.

* Bind eksempelvis et bånd eller en dekorativ sløjfe omkring, eller læg gaven i en fin æske eller et patentglas.

* Gem gerne papir, silkepapir og bånd fra tidligere gaver, du har fået. På den måde har du altid et lager af pyntegenstande, som kan peppe din værtindegave op.

Kilde: boligstylist og influencer Mette Helena Rasmussen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 29/11/2024 - 08:00

Gammelt julepynt og familieopskriften er ideelle værtsgaver

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Du har helt sikkert guld i gemmerne til den personlige værtsgave, der ikke koster meget mere end lidt kreativitet.

I december bugner kalenderbladet ofte af sociale arrangementer. Og hvis du gerne vil have en lille erkendtlighed med til værterne, kan det hurtigt blive dyrt i blomster eller chokolade.

Men faktisk kan du med bare en smule kreativitet give en langt mere personlig gave, som ikke koster dig ret dyrt.

Og den model foretrækker Mette Helena Rasmussen, som er influencer, boligstylist og kendt fra tv-programmer som "Nybyggerne" og "Loppe Deluxe".

- Jeg er ikke særlig vild med at købe gaver på den måde, jeg kan bedst lide genbrug. De fleste af os har jo alt, hvad vi skal bruge.

- Jeg har lige været i en genbrugsbutik, hvor jeg fandt nogle grillhandsker, som aldrig har været brugt. Det er fandeme en god værtindegaver. Så dem brugte jeg gerne 40 kroner på, fortæller Mette Helena Rasmussen, som sidste år købte samtlige julegaver brugt.

Og nu vi er ved julesagerne, så kan dine bugnende kasser også gemme på hyggelige og personlige værtsgaver.

- Når man har fået slæbt sine julekasser ind, så vil man opdage, at der ikke er grene eller kroge nok i hjemmet til det hele. Så kan man udvælge fem stykker julepynt og putte i en æske. Julepynt kan se ret cute ud, siger boligstylisten.

Som modtager bliver Mette Helena Rasmussen allergladest for noget, som giveren har lavet selv. Hun har selv lige afholdt et julearrangement, hvor kravet til pakkelegsgaverne var, at de skal være brugt eller hjemmelavede.

- Det gør det ret sjovt at se, hvad de andre finder på. En af fyrene havde selv lavet et spækbræt og en anden havde lavet en køkkenrulleholder. Det er ret skægt, for så har man noget, som de har lavet, fortæller hun.

Spørger man Elizabeth Frank Nebelong, som er indehaver af Budgetnørden og Budgetskolen, er mad vejen til hjertet - også når det gælder værtindegaver.

- Jeg har selv været heldig at få hjemmelavede småkageblandinger. Skal man til fire gløggarrangementer, kan man måske bage nogle kager og pakke dem fint ind - i stedet for at købe blomster i form af fire julestjerner, siger Elizabeth Frank Nebelong.

Kageblandingen laver man ved at hælde alle de tørre ingredienser som sukker og kakao i et fint glas. Så laver man en lille seddel, hvor der står, at der bare skal tilsættes eksempelvis æg og mælk.

Sedlen bindes om glasset med en sløjfe.

- Jeg har også set folk gøre det med risottoblandinger. Man kan egentlig bare se, hvad de har af den slags blandinger i supermarkedet, og så kan man lave dem selv, siger Elizabeth Frank Nebelong.

En personlig værtsgave, der ikke koster en rød reje, er at gå i sine egne gemmer og dele en hemmelig familieopskrift eller favorit.

- Man skriver sin yndlingsopskrift ned og giver den. Det kan være ens yndlingsgryderet eller en ret, man altid laver til sine børn. Skriv den ned med en lille historie, foreslår hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek