Aalborg, 04/07/2019 - 10:53
Anklager kræver mindst 16 års fængsel for drab og partering
Der er ligheder mellem drabssag fra Hadsund og sagen om ubådsdrabet, lyder det fra anklager.
Af: /ritzau/
En 28-årig mand står til mindst 16 års fængsel for at have dræbt og delvist parteret en 40-årig kvinde i Hadsund sidste år.
Det er kravet fra anklager Mette Bendix, da sagen torsdag nærmer sig sin afslutning i Retten i Aalborg.
- Det er en fuldstændig fremmede person, tiltalte dræber. Der var ingen grund, intet motiv. Han finder en fuldstændig værgeløs person i byen og tager hende med hjem, siger anklageren.
Hun ser flere ligheder til sagen mod ubådsbygger Peter Madsen, der blev idømt fængsel på livstid for at have dræbt og parteret den svenske journalist Kim Wall.
- Der er flere ligheder. Det handler i begge tilfælde om en tilfældig kvinde. Hun tages i vores sag med på et værksted for at have sex. Og i begge sager parteres liget, siger anklageren.
Selv om hun ser ligheder, er der dog også en markant forskel.
- I vores sag har der været frivillighed omkring det seksuelle, siger Mette Bendix.
Den tiltalte selv har nægtet sig skyldig og forklaret, at han intet husker, efter at han forlod et værtshus med den 40-årige kvinde natten til 11. november.
Han havde drukket en del øl, taget stesolider og muligvis også drukket whisky, har han forklaret.
Men anklageren mener, at den tiltalte fuldt ud var klar over, hvad han gjorde.
- Det var ikke en tilfældig handling. Det var noget, han længe havde ønsket at prøve. Det var med vilje, han slog ihjel, siger anklageren.
Hun nævner, at flere vidner har forklaret, at tiltalte legede med tanken om at slå ihjel.
Anklageren nævner også, at både ekskæresten og vennen, der var med på byturen, så den tiltalte efter drabet. Han var smurt ind i blodet, men virkede ifølge de to vidner fattet.
Et foto fra hans mobiltelefon viser, at han er malet sort-hvid i ansigtet på samme måde som den drabsdømte Peter Lundin.
- Vi kan konkludere ud fra de fund, der blev gjort, at tiltalte i mange år var draget af både knive, drab og død. Nu fik han chancen for selv at prøve at slå ihjel, siger Mette Bendix.
Efter anklagerens procedure er det nu forsvarsadvokatens tur til at komme med sine afsluttende bemærkninger.
Retten ventes at afgøre sagen senere på dagen.
/ritzau/