København, 02/04/2020 - 10:46
Anders Fogh skal være rådgiver for amerikansk storbank
Den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen bliver tilknyttet som seniorrådgiver for Citigroup.
Af: /ritzau/
Den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) bliver tilknyttet den amerikanske storbank Citigroup.
Det oplyser Citigroup i en pressemeddelelse.
Citigroup er USA's tredjestørste bank, og Anders Fogh Rasmussen er tilknyttet som seniorrådgiver for Europa, Mellemøsten og Afrika - men med primært fokus på Norden.
Der er ikke tale om en fuldtidsstilling. Anders Fogh Rasmussen forventer at bruge en dag om ugen på opgaverne relateret til Citigroup.
Ved siden af fortsætter han med at rådgive regeringer og virksomheder i sit eget konsulentfirma, Rasmussen Global. Det fortæller han til Børsen.
Anders Fogh Rasmussen var statsminister i Danmark fra 2001 til 2009.
Efterfølgende var han generalsekretær for Nato frem til 2014. Siden har han arbejdet som rådgiver og konsulent.
/ritzau/