Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 31/10/2021 - 10:54

Afgående antidopingchef efterlyser uafhængighed i dansk sport

Det er problematisk, at sportsorganisationer undersøger sig selv, mener afgående ADD-direktør Michael Ask.

Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Der mangler en uafhængig enhed i dansk idræt, der kan undersøge eventuelle problematiske sager i sportens verden.

Det mener Michael Ask, der søndag har sin sidste dag som direktør for Anti Doping Danmark efter lidt over seks år på posten.

I et interview med Politiken siger Ask, at det er problematisk, at det i dag ofte er sportens organisationer, som selv undersøger de sager om eksempelvis krænkelserne, matchfixing, mobning eller regelbrud, der opstår i egne rækker.

- Umiddelbart er det måske forståeligt, men det er ret åbenlyst, at der foregår dårligdomme i idrætten, ligesom der gør i samfundet i øvrigt. Og i forhold til de vigtige principper om good governance undrer det mig, at man i 2021 stadig er så forhippet på at holde fast i retten til at håndtere de ting selv. Uanset om man egentlig vil det rigtige eller ej, er det en potentiel interessekonflikt, siger Ask til Politiken.

Han har dog ikke selv et konkret bud på, hvordan en eventuel uafhængig enhed bør sættes sammen og arbejde.

- Jeg er ikke ekspert i, præcis hvordan det kan skrues sammen; det må man finde ud ad ved at inddrage alle parter.

- Men når nu vores nye kulturminister er begyndt at tage hul på nogle af de svære emner som for eksempel en international idrætspolitik for Danmark – det er super positivt – så kan vi også sagtens kigge indad for at skabe den bedste måde at arbejde mere holistisk og uafhængigt med integritetsproblemerne, lyder det fra Michael Ask.

Det er ikke første gang, at den afgående ADD-direktør har advokeret for mere uafhængighed i dansk sport.

I 2019 foreslog han og Anti Doping Danmark specifikt, at organisationen skulle overtage efterforskningen af aftalt spil i dansk elitesport, medmindre sagerne var af så alvorlig karakter, at det er en sag for politiet.

Michael Ask skal fremover være international relations senior manager i Det Internationale Testagentur (ITA), som ligeledes er en antidopingenhed.

Kim Højgaard Ravn er indtil videre udnævnt som konstitueret direktør for Anti Doping Danmark.

/ritzau/

Nyhedsarkiv