København, 06/02/2021 - 10:42
35 er bekræftet smittet med coronavirus i lyntest fredag
21.218 blev fredag lyntestet på statens regning. 35 blev bekræftet smittet, viser tal fra udbyderne.
Af: /ritzau/
Der er det forgangne døgn foretaget 21.218 lyntest på statens regning, og heraf blev 35 bekræftet smittet.
Det svarer til, at 0,16 procent af de testede, blev konstateret smittet med coronavirus.
Det viser tal fra SOS International og Carelink lørdag.
Siden midten af december har det været muligt for borgere at få en lyntest, som staten betaler private leverandører for at udføre.
Indtil februar var der fire leverandører, men SOS International og Carelink har vundet et udbud, der betyder, at det siden 1. februar har været SOS International, der står for lyntest i fire ud af landets fem regioner.
Carelink står for lyntest i den sidste region - Region Syddanmark.
Det er muligt at få svar på en lyntest inden for 15-30 minutter, men de bliver vurderet mindre sikre end en pcr-test, som bruges i det offentlige.
Derfor anbefaler myndighederne, at man får taget en pcr-test, hvis man enten har symptomer på covid-19 eller er nær kontakt til en coronasmittet.
/ritzau/