København, 11/02/2024 - 10:44
29-årig sigtet for seks år gammelt drab i Rødovre
Tyrkisk statsborger blev lørdag anholdt i Københavns Lufthavn. Han er sigtet for drab begået i Rødovre i 2018.
Af: /ritzau/
En 29-årig mand, der er tyrkisk statsborger, nægter sig i et grundlovsforhør i Retten i Glostrup skyldig i det drab, anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi har sigtet ham for.
Manden blev anholdt lørdag i Københavns Lufthavn. Han havde meddelt politiet, at han ville vende tilbage til Danmark.
Den 29-årige er sigtet for drab begået i forbindelse med et større overfald ved et autoværksted på Korsdalsvej i Rødovre i marts 2018.
Her blev fire personer overfaldet. En af dem var en 33-årig britisk statsborger, der blev stukket i hovedet med en skruetrækker, hvilket forårsagede, at han døde.
Den 29-årige vil ikke udtale sig i søndagens grundlovsforhør.
Fire andre mænd blev i maj 2019 blevet dømt for grov vold i sagen.
Slagsmålet ved autoværkstedet bundede formentlig i en strid mellem to af de dømte, der havde et autoværksted, og ejeren af naboværkstedet, som var blandt de overfaldne.
I forbindelse med dommen mod de fire mænd mente retten, at der var tale om "et helt umotiveret groft overfald af tæskeholdslignende karakter", hvilket der blev lagt vægt på i strafudmålingen.
Tre af de dømte havde erkendt at have udøvet vold i et vist omfang. En 21-årig, der blev idømt en straf på et år og ni måneder, havde nægtet at være til stede ved overfaldet. Her var videomateriale et afgørende bevis i sagen.
En 19-årig mand fik sagens mildeste straf med fængsel i et år.
Den dengang 30-årige værkstedsejer, der er tyrkisk statsborger, blev straffet med fængsel i et år og tre måneder. Han blev samtidig udvist af landet med indrejseforbud i 12 år.
Både dommere og nævninger var dengang enige om, at den femte mand - den 29-årige mand, der lørdag blev anholdt - er personen, som stak den 33-årige til døde.
/ritzau/