Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Spanske Pep Biel er nyt rekordindkøb hos FCK

FCK har nok engang været på indkøb i udlandet. Seneste skud på stammen i løvernes trup er den spanske offensive midtbanespiller Pep Biel, der kom til klubben for en uges tid siden. Her blev Biels hidtidige klub Real Zaragoza og FCK enige om en transfersum, der – hvis rygterne taler sandt – gør Pep Biel til et rekordindkøb i FCK.

Rekordindkøb

Der har været flere rygter fremme omkring prisen på Pep Biel, og her har en pris i underkanten af 30 millioner kroner været nævnt flere gange. En pris, der ifølge rygterne kan stige til 37 millioner kroner afhængigt af FCKs og Pep Biels succes i Champions League. En pris, der vil gøre Pep Biel til det dyreste indkøb i både FCKs og Superligaens historie.

Siden rygterne om de svimlende beløb har været fremme i medierne, har Ståle Solbakken siden været ude og dementere rygterne. Han bekræfter, at FCK har betalt en høj pris efter danske standarder, men at prisen er noget under den købesum, der er nævnt i medierne.

Ståle Solbakken har desuden udtalt følgende om prisen på Pep Biel: ”Han er efter danske standarder en spiller til en høj pris, men hvis vi gør det godt med Pep i en central rolle, bør det blive både en sportslig og økonomisk gevinst for os på sigt.”

Erstatning for Robert Skov

I første omgang er det dog primært den sportslige gevinst, der fokuseres på. I kølvandet på salget af sidste sæsons store profil Robert Skov til Hoffenheim, er der opstået et tomrum på løvernes offensive midtbane. Et tomrum, som nyindkøbet Pep Biel er udset til at skulle udfylde.

”Pep Biel er en meget interessant spiller med et stort potentiale. Han gjorde det rigtig godt for Zaragoza i sidste sæson, hvor han ofte var afgørende for dem med mål og assists. Vi har kendt til ham i noget tid, fordi vi var bevidste om, at vi kunne få brug for en tilgang på den position efter salget af Robert Skov”, udtaler Ståle Solbakken.

Spansk fremgang

Den 22-årige spanier var for blot 18 måneder siden helt ude i kulden hos den spanske klub Real Zaragoza, som lå langt nede i tabellen i den spanske Segunda Division, og set i lyset heraf, kunne man fristes til at tro, at der er tale om en FCK-satsning, der mest af alt minder om en satsning på et casino.

Det er dog langtfra tilfældet. Efter tilgangen af Lucas Alcaraz, som overtog managersædet i Real Zaragoza, begyndte det at lysne for den unge midtbanespiller, og karrieren begyndte for alvor at tage fart, da Pep Biel ramte en stime med fem mål og fire assists i 12 kampe.

Flere interesserede klubber

Derfor er der også flere interesserede klubber, der har meldt sig som bejlere til Pep Biel i løbet af den seneste tid. Her har de spanske klubber Celta Vigo, Osasuna og Mallorca blandt andet været nævnt. Fælles for dem alle var dog, at priskravet fra Zaragoza var for højt.

Det var det imidlertid ikke for FCK, og derfor endte Pep Biel som et nyt dansk rekordindkøb – hvis altså rygterne taler sandt.