Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

26/09/2024 - 10:00

Disse efterårsfilm glæder anmelderne sig selv til at se

Efteråret er typisk sæson for store biograffilm. Bliv inspireret af, hvad to anmeldere selv glæder sig til at se.

Af: Af Henriette Brøndum Neimann, Ritzau Fokus

Tiden med lyse aftener er for længst ovre. Til gengæld er efteråret et oplagt tidspunkt at drage mod biografsalene, som plejer at byde på en række store film.

Her kan du lade dig inspirere af, hvilke film de to anmeldere Ann Lind Andersen og Christian Monggaard glæder sig til at se.

1) "Gladiator 2"

24 år efter at "Gladiator" udkom og blev en kæmpe succes, rammer fortsættelsen biografen. Og det bliver sæsonens helt store film, vurderer Ann Lind Andersen, der er medstifter af film- og serie-websitet what2watch.dk.

Denne gang ses irske Paul Mescal, som fik sit gennembrud i serien "Normal People", i hovedrollen som Lucius. Hans mor, Lucilla, portrætteres ligesom i den første film af danske Connie Nielsen.

- I arenaen kæmper Paul Mescal imod Pedro Pascal (chilensk-amerikansk skuespiller kendt fra blandt andet "Game of Thrones", red.), så det kan kun blive godt, siger Ann Lind Andersen og griner.

"Gladiator 2" har premiere 14. november.

2) "The Apprentice"

En af de film, som Christian Monggaard, der er film- og tv-redaktør samt anmelder hos Dagbladet Information, glæder sig til at se, er "The Apprentice" instrueret af dansk-iranske Ali Abbasi.

Filmen handler om den amerikanske ekspræsident Donald Trumps unge år og forholdet til den skruppelløse advokat Roy Cohn.

- Nogle gange er det bare sjovt og fascinerende at se film, som forholder sig til virkeligheden og lægger en fortolkning ned over den.

- Hvordan er Donald Trump endt, hvor han er endt, og blevet til det, han er blevet til? Her kommer "The Apprentice" som et bud, siger han.

Filmen har premiere 28. november.

3) "Vejen Hjem"

Fra dansk side glæder Ann Lind Andersen sig til at se "Vejen Hjem".

I filmen spiller Nikolaj Lie Kaas hovedrollen - Christian - der bliver smuglet ind i Syrien i en desperat søgen efter sønnen Adam, der har tilsluttet sig Islamisk Stat (IS).

- Spørgsmålet er selvfølgelig, om man kan få en radikaliseret søn, der er taget afsted for at være med i IS, hjem. Og det er et meget alvorligt emne at give sig i kast med, siger hun.

Filmens instruktør er Charlotte Sieling, som blandt andet også har instrueret filmen "Margrethe den Første" og flere afsnit af DR-serierne "Krøniken" og "Rejseholdet".

"Vejen Hjem" har premiere 28. november.

4) "Joker 2: Folie à Deux"

"Gladiator 2" er ikke den eneste store opfølger, der får premiere i efteråret.

Det gælder også "Joker 2: Folie à Deux", som er en musical centreret om antihelten Jokeren, der oprindeligt er kendt fra Batman-universet

I filmen vender den amerikanske skuespiller Joaquin Phoenix tilbage i hovedrollen som Arthur Fleck senere kendt som Joker.

Han forelsker sig i karakteren Harley Quinn - spillet af den amerikanske sanger og skuespiller Lady Gaga, der før har indtaget en bærende rolle i filmene "A Star Is Born" og "House of Gucci".

Spørger man Ann Lind Andersen, er det en film, der på papiret lover godt.

- Noget af det, jeg glæder mig til at se, er, om Lady Gaga får udviklet sine skuespilevner, og hvordan kemien er mellem de to, siger hun.

"Joker 2: Folie à Deux" har premiere 2. oktober.

5) "The Substance"

Denne film er på både Ann Lind Andersen og Christian Monggaards liste.

Her ses Hollywood-stjernen Demi Moore i hovedrollen som en tidligere stjerneskuespiller, som får muligheden for at indtage produktet "The Substance", der lover at gøre hende til en smukkere og yngre version af sig selv.

- Den fortæller en meget relevant historie om at blive ældre, ikke mindst når man er kvinde og arbejder i en industri, hvor skønhed og ungdom er de vigtigste kapitaler, man overhovedet kan have, siger Christian Monggaard.

Nogenlunde samme vurdering kommer fra Ann Lind Andersen, der kalder den en visuelt heftig film.

- Det er en body horror-film, men med et kvindeligt fokus, og så er det et kæmpe comeback til Demi Moore, siger hun.

Filmen har premiere 24. oktober.

/ritzau fokus/

København, 16/12/2025 - 08:00

TV 2-kendis: Løsningen er kommet hver gang jeg har tvivlet

Henrik Vestergaard, der spiller familiefaren Morten i "Valdes jul - vintermiraklet", har flere gange tvivlet på, om skuespillet var den rigtige levevej for ham.

Med sine 53 år har skuespilleren Henrik Vestergaard med egne ord brændt mere af livets store kalenderlys, end der er tilbage.

- Så er det også meget menneskeligt, at man reflekterer over, hvad man skal bruge resten af den tid på, uddyber han.

- Jeg har flere gange oplevet at tænke: "Er det nu, jeg skal noget andet?".

Men hans talent - og en vis portion held - har holdt ham fra at skifte spor.

- Det er blevet løst på den måde, at hver gang jeg har tvivlet på, om jeg skulle være skuespiller, har jeg pludselig landet store roller, fortæller han.

Henrik Vestergaard er egentligt uddannet cand.mag. i dramaturgi ved Aarhus Universitet, og så har han en baggrund som officer fra Forsvaret.

Men han har også gået på skuespillerskole.

Henrik Vestergaard har blandt andet medvirket i seriesucceser som "Den som dræber - Fanget af mørket" og "Ditte & Louise" og film som "Underverden 2", "Hvidsteen Gruppen" og filmatiseringen af Afdeling Q-thrilleren "Journal 64".

Netop nu kan han ses i "Valdes jul - vintermiraklet" på TV 2.

For skuespilleren skal det gode job kunne opfylde to særlige behov.

- Helt overordnet set skal det være meningsfyldt, men det må også gerne være sjovt, siger han.

Og netop det meningsfulde har Henrik Vestergaard fundet som skuespiller.

- At fortælle historier giver mening, siger han.

- Jeg tror, vi lever vores liv gennem historier. Gode historier får os til at reflektere over, hvem vi er, og hvor vi gerne vil hen.

Julekalenderen kan ses på TV 2 hver aften, mens dagens afsnit kommer på TV 2 Play fra morgenstunden.

/ritzau/

Læs Mere >>

Washington D.C., 15/12/2025 - 22:21

Trump beskyldes for upassende opslag om dræbt filminstruktør

Aaron Schwartz/Reuters

Kongresmedlem kalder opslag fra USA's præsident om dræbte Rob Reiner for upassende og respektløst.

USA's præsident, Donald Trump, får kritik fra flere sider for et opslag på sociale medier om den afdøde filminstruktør Rob Reiner.

I opslaget kobler præsidenten dødsfaldet sammen med Reiners politiske holdninger. Det sker i en tilsyneladende ironisk tone.

På Truth Social skriver præsidenten, at Reiner og hans hustru døde "angiveligt på grund af den vrede, han skabte hos andre gennem den omfattende, ubøjelige og uhelbredelige lidelse, der er kendt som Trump-forstyrrelsessyndromet".

Reiner og hans 70-årige hustru, Michelle Singer Reiner, blev søndag fundet døde i deres hjem i Los Angeles.

Sønnen Nick Reiner er blevet sigtet for drab på sine forældre.

Amerikanske medier rapporterer, at Reiner-parret var blevet stukket ihjel.

To republikanske Trump-kritikere har på sociale medier kaldt præsidentens opslag for upassende.

- Uanset hvordan man har det med Rob Reiner, så er det en upassende og respektløs måde at omtale en mand, som netop er blevet brutalt myrdet, skriver kongresmedlemmet Thomas Massie fra Kentucky.

Marjorie Taylor Greene, der tidligere var Trump-støtte, men siden er endt i strid med præsidenten, stemmer i.

- Dette er en familietragedie. Det handler ikke om politik eller politiske fjender, skriver Greene, der sidder i Repræsentanternes Hus.

Trump skriver i opslaget blandt andet om Rob Reiner:

- Han var kendt for at have drevet folk til vanvid med sin voldsomme besættelse af præsident Donald J. Trump og med sin åbenlyse paranoia, som nåede nye højder, mens Trump-administrationen overgik alle mål og forventninger om storhed (...), skriver Trump.

- Må Rob og Michele hvile i fred!, afslutter den amerikanske præsident sit opslag.

På et kort pressemøde i Det Hvide Hus mandag aften dansk tid forsvarer Donald Trump sit opslag om Rob Reiner.

En journalist spørger Trump, om han "står inden for det opslag", efter at flere republikanere har taget afstand til det.

- Jeg var overhovedet ikke fan af ham. Han var en sindsforvirret mand, når det gjaldt Trump, siger præsidenten.

Rob Reiner, der blev 78 år, er kendt som instruktøren bag film som "Da Harry mødte Sally", "Et spørgsmål om ære" og "Præsident på frierfødder".

Han har også optrådt foran kameraet i biroller i flere film og serier, blandt andet i serien "All in the family" og "New girl".

/ritzau/

Læs Mere >>

, 16/12/2025 - 08:00

FAKTA: Kindtænderne får oftest huller

* I mælketænderne er caries - det vil sige huller i tænderne - oftest et problem på fladerne af de bagerste kindtænder, der vender mod hinanden.

* I de blivende tænder hos børn og unge opstår der oftest huller på tyggefladerne af de bagerste kindtænder.

* I voksenalderen kommer der hyppigst huller på fladerne af de fire bageste kindtænder, der vender mod hinanden. Derfor er det vigtigt at sikre rengøring mellem tænderne

* Hos ældre optræder hullerne meget ofte på tandroden.

Kilde: Patienthåndbogen på sundhed.dk. 

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 16/12/2025 - 08:00

Tungetricket kan afsløre hvor du skal børste bedre

Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Det er ofte de samme tænder, der får for lidt kærlighed under tandbørstningen. Men der er en enkel måde at blive mere bevidst om dine vaner.

At børste dine tænder hver gang du vasker hænder, som det lød i en gammel børnesang, er nok lige i overkanten.

To minutter morgen og aften er for de fleste nok til at komme hele vejen rundt, vurderer Tandlægeforeningens formand, Torben Schønwaldt.

Men det er ikke nok at se på kvantiteten. Du skal også fokusere på kvaliteten af din tandbørstning.

- Kvalitet vil sige, at man har en systematik, hvor man sørger for at komme hele vejen rundt, siger han.

Du skal altså ikke lade tandbørsten danse lidt her og der, men gerne følge en fast rutine, så du bruger lige meget krudt hele vejen rundt.

Ved at gøre det på samme måde hver dag risikerer du heller ikke at komme til at springe nogen af tænderne over.

Fokusér kun på tandbørstningen i de to minutter, og sørg for at få børstet helt oppe ved tandkødsranden, som ellers let kan gå under radaren.

Når patienter kommer ind til et eftersyn hos tandlægen, kan man nok med rette forvente, at mange har gjort en lille ekstra indsats med børsten i dagens anledning.

Alligevel kan Torben Schønwaldt se, at der er nogle særlige steder, der stadig ikke er blevet gjort ordentligt rene.

- Det er eksempelvis indersiden af kindtænderne i undermunden og generelt bag de bageste kindtænder både i over- og undermunden, fortæller han.

Line Staun Larsen er forsker og lektor ved Institut for Odontologi og Oral Sundhed på Aarhus Universitet, og hun fortæller, at der er en tendens til, at vi får flere huller i kindtænderne - særligt mellem tænderne.

- Det har noget at gøre med anatomien. Der er flere nicher, hvor bakterierne kan sidde. Og det er sværere at komme til inde bagtil i munden, så man skal være grundig, og man skal vinkle tandbørsten godt, forklarer lektoren.

Er du i tvivl om, hvorvidt du har fået gnubbet alle bakterierne væk, har tandlægeformanden et simpelt trick:

- Mærk med tungen efterfølgende, om tænderne føles glatte. Hvis de føles ru, er der stadig bakteriebelægninger, forklarer Torben Schønwaldt.

I hvor høj grad man får bakteriebelægninger på tungen, er meget individuelt. Men hvis man har tendens til at få det, kan man også vælge at børste tungen.

Det er dog ikke noget, Torben Schønwaldt selv praktiserer.

- Nogle har nærmest hår på tungen, og så kan det være en god idé, siger han og uddyber:

- Det har ikke betydning i forhold til tandsygdomme, men hvis man eksempelvis har tendens til dårlig ånde, kan man med fordel gøre det. Der sidder mange bakterier på sådan en tunge.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek