Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

23/05/2023 - 08:00

Hold smartphonen i topform og forlæng dens levetid

Det kan være en dyr fornøjelse at være nødt til at skifte mobiltelefon ofte. Men du kan forlænge din smartphones levetid ved at følge disse mobiltips.

Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix

Af: Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus

Du forlænger selvfølgelig din smartphones levetid ved generelt at passe godt på den.

Telefonen pakkes ind i et solidt cover, og skærmen ligger gemt bag skærmbeskyttelse - begge ting tager imod de stød og slag, som måtte komme i løbet af dagen.

Men du kan gøre mere for at sikre dig en funktionsdygtig telefon i længere tid.

Blandt andet er det en myte, at du skal huske at lukke dine apps, hver gang du har brugt dem.

Det fortæller Thor Gøtz, der er landechef for den globale teknologivirksomhed OnePlus.

- I virkeligheden kan det være noget af det mest skadelige for din smartphone, fordi det tvinger den til at indlæse dem helt fra ny, når du åbner dem igen og igen, siger han.

- Det kan derfor langt bedre svare sig at holde dem loadet i hukommelsen, selv om de er inaktive, fordi det sparer styresystemet for ressourcer og energi, og det vil i sidste ende forlænger den samlede levetid.

Mens du allerede er ved at finde ud af, hvilke apps du bruger mest og ikke skal lukke ned for, kan du også kigge din smartphone igennem for alle de applikationer, du ikke benytter dig af længere.

- Det kræver mange ressourcer og slider på ydeevnen på din smartphone at have et hav af apps installeret, som du sjældent eller aldrig bruger, fortæller Thor Gøtz.

Ud over at skære ned på antallet af installerede apps, kan du også forlænge telefonens levetid ved at tage det roligt med opladningen.

- Batteriet er hjertet i din telefon, og det er derfor vigtigt at holde det i den bedst mulige stand.

- Det anbefales at holde opladningen på mellem 20 og 80 procent, da det er det mest optimale niveau for at holde batteriet sundt i lang tid, siger Thor Gøtz.

Er dit batteri allerede blevet dårligere og derfor ikke kan holde ret længe, kan du overveje, om du skal udskifte batteriet til et nyt.

Sådan lyder det fra Steen Jørgensen, der er mobilekspert og redaktør på hjemmesiden med mobilnyheder mobil.nu.

- Du kan stadig prøve at oplade efter de korrekte metoder, men har det mistet kapaciteten, kan det ikke regenerere sig selv, fortæller han.

- Oplever du, at det er slidt, så er der nok ikke så meget andet at gøre end at skifte det ud.

Har du eksempelvis købt en dyrere smartphone inden for de seneste par år, kan det være en langt billigere og grønnere løsning end at købe en helt ny telefon, mener Steen Jørgensen.

- Du kan skifte batteri på alle telefoner, men udfordringen er, at du skal have fat i en mobilreparatør, for det er ikke noget, du umiddelbart selv kan gøre.

/ritzau fokus/

København, 16/06/2025 - 23:01

Geranium-chef var ikke nervøs: Beholdte de tre stjerner

Claus Bech/Ritzau Scanpix

Noma, Jordnær og Geranium i Danmark beholder deres tre michelinstjerner endnu et år.

I sekunderne op til afgørelsen blev der flere steder delt nervøse blikke med sidemanden i den hal i Odsherred, hvor michelinceremonien blev afholdt mandag aften.

Men køkkenchefer og restauratører fra de nordiske restauranter kunne ånde lettet op, da det blev annonceret, at ingen fik frataget deres stjerner i år.

Det blev oplyst fra scenen i den nordvestsjællandske by Nykøbing Sjælland, hvor uddelingen, der gælder de nordiske lande, blev afholdt.

Det betyder blandt andet, at Geranium i København, der var den første danske restaurant til at få den tredje stjerne, stadig kan smykke sig med sine tre stjerner.

Og selv om luften var til at skære igennem af spænding og nervøsitet i sekunderne op til afgørelsen, var der mere ro på hos manden bag Geranium.

- Jeg vander ikke den plante, der hedder, at vi kan miste. Jeg prøver at tænke positivt og fremad, siger kok og medejer af Geranium Rasmus Kofoed.

De andre danske restauranter med tre stjerner, Jordnær i Gentofte og Noma i København, beholder ligeledes deres tre stjerner.

Foruden dem har de norske restauranter Maeemo i Oslo og RE-NAA i Stavanger og den svenske restaurant Frantzén i Stockholm fortsat tre stjerner.

Maeemo fik samme år som Geranium de første tre stjerner i Norden.

- Vi var de første til at bryde cirklen, hvor det viste sig, at det kan lade sig gøre at få tre stjerner i Norden, siger Rasmus Kofoed.

Michelinguiden uddeler hvert år stjerner til verdens bedste restauranter.

En stjerne betyder, at det er en "rigtig god restaurant i sin kategori", mens to stjerner betyder "en omvej værd", og tre stjerner betyder "værd at rejse efter".

De første danske michelinstjerner blev givet i 1983 til Kong Hans Kælder, der fortsat er med i guiden, og La Cocotte i København.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 16/06/2025 - 22:47

Geranium-chef var ikke bekymret for at miste stjerner

Claus Bech/Ritzau Scanpix

Noma, Jordnær og Geranium i Danmark beholder deres tre michelinstjerner endnu et år.

I sekunderne op til afgørelsen blev der flere steder delt nervøse blikke med sidemanden i den hal i Odsherred, hvor michelinceremonien blev afholdt mandag aften.

Men køkkenchefer og restauratører fra de nordiske restauranter kunne ånde lettet op, da det blev annonceret, at ingen fik frataget deres stjerner i år.

Det blev oplyst fra scenen i den nordvestsjællandske by Nykøbing Sjælland, hvor uddelingen, der gælder de nordiske lande, blev afholdt.

Det betyder blandt andet, at Geranium i København, der var den første danske restaurant til at få den tredje stjerne, stadig kan smykke sig med sine tre stjerner.

Og selv om luften var til at skære igennem af spænding og nervøsitet i sekunderne op til afgørelsen, var der mere ro på hos manden bag Geranium.

- Jeg vander ikke den plante, der hedder, at vi kan miste. Jeg prøver at tænke positivt og fremad, siger kok og medejer af Geranium Rasmus Kofoed.

De andre danske restauranter med tre stjerner, Jordnær i Gentofte og Noma i København, beholder ligeledes deres tre stjerner.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 16/06/2025 - 11:00

FAKTA: Gennemtænk sorteringssystemet

* Tænk over, hvilket affald du har mest af. Indret dit sorteringssystem, så det passer til mængderne af dit affald.

* Tænk over placeringen af beholderne, så det er let at komme af med det affald, du har mest af.

* Overvej, hvor tit du går ned med dit affald. Det kan være, at du skal vælge rummelige spande eller poser, så du ikke skal
tømme dagligt. Hvis du omvendt er vant til at tømme dit affald ofte, kan du måske nøjes med små spande eller poser, så du kan
tage lidt med dig, når du alligevel skal ud ad døren.

* Hvis pladsen er lidt trang, kan du overveje at samle flere typer af affald i samme beholder og vente med at sortere dem, til du er ved de egentlige affaldsspande. Det gælder eksempelvis pap og papir eller glas og metal.

Kilde: folderen "Inspiration til indretning af affaldssortering" udgivet af Københavns Kommune (2024).

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 16/06/2025 - 11:00

Optimer affaldssorteringen derhjemme

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Der er ikke én måde at indrette en affaldssortering. Sørg for at tænke igennem, hvad I har brug for meget plads til, og hvor det bedst befinder sig i hjemmet.

Gamle dåser i en spand, tomme flasker i en pose, bunkevis af sammenmaste mælkekartoner og en grøn spand, der bugner af madrester. Affaldssortering er rykket ind i mange danske hjem. Og med et stigende antal fraktioner, der skal sorteres i, er det med at holde tungen lige i munden og orden i systemerne.

Viljen til at sortere lever i bedste velgående, viser en undersøgelse fra Videncentret Bolius fra 2022. Det kan til gengæld være en udfordring at få plads til det hele.

Hvis du er lidt overvældet over mængden af beholdere, dit køkken skal rumme, er der et par fif at hente hos Tine Sode, som er fagredaktør og ekspert i huseftersyn hos Videncentret Bolius.

- Man kan godt indrette sin affaldssortering smart. Selv om man skal sortere i ti forskellige fraktioner, behøver man ikke selv at have ti forskellige poser.

- Man kan for eksempel bruge den samme beholder til plast, metal og glas og så først sortere det nede ved skraldespanden, forklarer Tine Sode.

Hun har ikke selv dedikerede beholdere til alt, hvad hun sorterer, men grovsorterer først i nogle beholdere, som hun tager med ud, og så finsorteres indholdet ved de egentlige skraldespande.

Dernæst handler det ifølge Tine Sode om at se med kritiske briller på, hvor meget af sorteringen der rent faktisk behøver at foregå i køkkenet.

- Man har en tendens til at synes, at alt skal være i køkkenet. Men det er faktisk kun bioaffald, restaffald, plast og den slags, der behøver at være derude. Alt andet kan man jo bare sætte andre steder, foreslår hun.

Det kan eksempelvis være papir, pap og tøj, som kan sorteres og stå i gangen, under sengen, i et skur eller et andet sted.

I Tine Sodes køkken er der derfor kun tre spande: en til bioaffald, en til restaffald og en til alt det øvrige, som så sorteres ved de egentlige spande. Resten sorteres ikke i køkkenet. Papir og glas har eksempelvis en plads i kosteskabet.

Hun tilføjer, at affaldssorteringen heller ikke per definition skal gemmes væk i et skab. Det kan også være poser, der hænger på væggen eller døren.

- Der findes mange pæne løsninger, man kan lave selv eller købe sig til, fortæller hun.

Hvis du har tillagt dig en vane med tit at tage noget affald med, når du alligevel skal ud ad døren, kan du måske nøjes med nogle mindre beholdere.

Eller du kan overveje et sorteringssystem, hvor affaldet ligger frit eksempelvis i et reolsystem, så du let kan snuppe et par glas eller lidt pap med på vejen, lyder rådet i Københavns Kommunes folder fra 2024 "Inspiration til indretning af affaldssortering".

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek