Gaza by, 03/04/2024 - 02:33
Israel: Luftangreb skyldes fejlidentifikation
En fejlidentifikation førte til luftangrebet, der dræbte syv nødhjælpsarbejdere i Gaza, siger stabschef.
Af: /ritzau/
Luftangrebet i Deir al-Balah, som dræbte syv nødhjælpsarbejdere fra World Central Kitchen (WCK), skyldes en "fejlidentifikation".
Det siger stabschefen for Israels hær, Herzi Halevi, i en video på det sociale medie X.
- Jeg vil være meget tydelig om, at angrebet ikke blev udført med hensigten om at skade nødhjælpsarbejderne fra WCK, siger Halevi tidligt onsdag under en præsentation af de foreløbige resultater af en undersøgelse af hændelsen.
- Det var en fejl, som skyldes fejlidentifikation om natten i en krig, hvor forholdene er meget vanskelige. Det skulle aldrig være sket, lyder det videre.
WCK har bekræftet, at syv af dets medarbejdere, inklusive en palæstinensisk chauffør, blev dræbt i det israelske luftangreb.
Konvojen blev ramt, efter at den havde aflæsset over 100 ton nødhjælp, selv om man havde koordineret ruten med det israelske militær, lyder det fra WCK.
- På trods af, at ruten var koordineret med det israelske militær, så blev konvojen ramt, da den kørte fra lageret i Deir al-Balah.
Organisationen oplyser, at nødhjælpsarbejderne befandt sig i to pansrede køretøjer med WCK's logo samt en personbil. De befandt sig angiveligt i et konfliktfrit område.
De dræbte er tre briter, en australier, en polak og en med dobbelt amerikansk og canadisk statsborgerskab. Herudover den palæstinensiske chauffør.
Efter angrebet har WCK sat sit arbejde i regionen på pause.
Organisationens chef, Erin Gore, kalder angrebet for "utilgiveligt".
- Det er ikke kun et angreb på WCK. Det er et angreb på humanitære organisationer, som tropper op i de mest skrækkelige situationer, hvor mad bliver brugt som et våben i krig, siger hun i en meddelelse på WCK's hjemmeside.
WCK leverer madvarer og tilberedte måltider til mennesker i nød. I sidste måned oplyste organisationen, at man i de foregående 175 dage havde leveret mere end 42 millioner måltider i Gazastriben.
/ritzau/