Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 10/11/2024 - 08:00

Nikolaj Lie Kaas: Jeg er meget forbundet til Danmark

Nikolaj Lie Kaas er født og opvokset i Danmark, og her har han hjemme. Men som skuespiller har han hele verden som sin arbejdsplads.

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Da Nikolaj Lie Kaas læste manuskriptet til Thomas Vinterbergs "Familier som vores", forvandlede siderne sig til et spejl, et vandspejl.

Serien udspiller sig i et Danmark, der er ved at drukne, og alle skal evakueres.

- Det er et gruopvækkende spørgsmål, som netop er med til, at jeg føler, at jeg investerer mig selv i det, og som forhåbentlig også er med til at få folk til at kigge på deres egen familierelationer, lyder det fra Nikolaj Lie Kaas, hvis egen familien består af hustruen Anne Langkilde og parrets to døtre.

- Jeg synes, det var en genial præmis - eller frygtelig jo, men genial i forhold til at stille spørgsmålet: "Hvad hvis det var os, der stod i en situation som den her?", for så bliver du følelsesmæssigt engageret, fordi det handler om dig og dit udgangspunkt.

De, der har råd, rejser til velhavende lande, mens de mindre velstillede er afhængige af det statsfinansierede program, der sender dem derhen, hvor der er plads.

Central for serien står en skilsmissefamilie med en datter, hvis far - portrætteret af Nikolaj Lie Kaas - både har kontanter og kontakter til at genhuse sig selv og sin nye familie i Paris modsat hendes mor - i skikkelse af Paprika Steen - der er freelancejournalist, men stressramt og dermed ikke har nogen indtægt og derfor skal sendes til Rumænien af staten.

Uanset økonomien rådes alle til at forlade landet, inden det er for sent.

- Jeg er selv meget forbundet til Danmark, det må jeg indrømme, lyder det fra Nikolaj Lie Kaas.

- Det er selvfølgelig, fordi ens familie er her, men jeg tror i og for sig, at min familie ville have det fint med at flytte til udlandet i en periode. Men jeg kan mærke, at der er en ånd, som er særlig i Danmark, og som man lærer at observere, jo mere man rejser.

- Så kan man mærke ... Det er nærmest uforklarligt for mig at sige, hvad det er, der gør det.

Nikolaj Lie Kaas dvæler nogle sekunder, inden han fortsætter:

- Det er den måde, vi ligesom ser os som et "vi" på, og de ting, man tager som en selvfølge. At man betaler sin skat. At man stopper fra fodgængere ... Helt basale ting, som man tager for givet. En selvfølgelighed, man oplever, er markant anderledes andre steder.

Nikolaj Lie Kaas er født og opvokset i Danmark, og her har han hjemme. Men som skuespiller har han hele verden som sin arbejdsplads. Selv dele af en dansk serie som "Familier som vores" er indspillet i udlandet.

Senest har Nikolaj Lie Kaas været i Sverige, hvor noget af Anders Thomsen Jensens kommende film, "Den sidste viking", er optaget.

Uanset hvor arbejdet bringer ham hen på kloden, er hjertet i Danmark, men der er altid en ting, han pakker med hjemmefra, som forankrer ham.

- Jeg sætter ikke nogen billeder op af mine børn. Men jeg er på min computer eller min telefon, så de er der jo altid. Men jeg har et lille keyboard, jeg spiller på, det tager jeg altid med, fortæller han.

At medvirke i en serie, som udspiller sig i en ikke så nær fremtid, hvor stigende vandstande presser danskerne fra hus og hjem, har fået Nikolaj Lie Kaas til at kigge tilbage.

- Jeg er blevet mere opmærksom omkring, hvor porøst alt er. Det er jo ikke en naturlov, at vi skal være trygge, konstaterer den prisvindende skuespiller.

- Det er jo meget kort tid, hvis man kigger på verdenshistorien, at man har kunnet tillade sig at kalde sig tryg. Alt har jo været liv og død i mange, mange år. Så jeg tror, det er meget naturligt at være alert på, hvad der må ske omkring i verden.

Den erfarne skuespiller kalder "Familier som vores" en af de ting, som har den største aktualitet af det, han har været med til at lave.

Under vandspejlet kan man drukne. Men over vandspejlet kan liv spire, og det er håbet, Thomas Vinterberg vander, lyder det fra Nikolaj Lie Kaas.

- Det er en serie, der håber på det bedste i alle mennesker. Det er også det, man så under pandemien, dengang man ikke anede, hvad det var, man havde med at gøre - folk ville igennem det, og de ville gøre det sammen.

- Ud over hvad der var af hamstring af toiletruller, når folk viste deres knap så pæne side, så var der en fantastisk samling på Danmark dengang. Det synes jeg også, serien er med til at fortælle.

Næste afsnit af "Familier som vores" sendes på TV 2 og TV 2 Play søndag.

/ritzau/

København, 24/01/2025 - 22:45

Melvin Kakooza kåret til Årets Optimist

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Årets Optimist-pris, der gives til en person, som har trodset modgang på egne eller andres vegne, går til komiker og tv-vært Melvin Kakooza.

Melvin Kakooza har ekstra meget at smile af.

Den 33-årige komiker og tv-vært er blevet kåret til Årets Optimist ved uddelingen af Årets Optimister-priserne fredag aften på Docken i København.

Prisen som Årets Optimist gives for at have trodset modgang eller for at have inspireret andre til at trodse modgang gennem et optimistisk livssyn, lyder det.

Tidligere er Årets Optimist-prisen blevet tildelt skuespilleren Bodil Jørgensen, målmanden Kasper Schmeichel og senest popsangeren Medina.

Ud over Årets Optimist-statuetten blev der uddelt syv andre priser, herunder Æresprisen, som blev tildelt Zirkus Nemo-skaberen Søren Østergaard.

Derudover modtog Kandis-musikeren Johnny Hansen Kulturprisen, mens at dressurrytteren Cathrine Laudrup-Dufour fik Sportsprisen.

Og så blev Dansk Erhvervs administrerende direktør, Brian Mikkelsen, hædret med Erhvervsprisen.

Erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen ejer Børsen-bygningen, der brændte i april 2024.

Kort efter understregede Brian Mikkelsen, at bygningen vil blive genopført - citat - "no matter what", altså lige meget hvad.

Det er ottende gang, at Årets Optimister-priserne er blevet kåret.

Prisuddelingens overordnede mål er at inspirere danskerne til mere optimisme.

Vinderne er blevet kåret af en komité, der foruden initiativtager Henrik Mathiasen også består af medstifter Dalia Rantzau Mathiasen, cremeproducent Ole Henriksen, entertainer Anders Bircow, tidligere generalsekretær i DR Kenneth Plummer og tidligere håndboldspiller Camilla Andersen.

Overskuddet for aftenen går altid til godgørende formål, oplyser folkene bag Årets Optimister. Denne gang gik checken til rådgivningsorganisationen GirlTalk.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 24/01/2025 - 14:15

Ida Wohlert stopper på Go' morgen Danmark

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Efter næsten 16 år på "Go' morgen Danmark" udskifter Ida Wohlert den røde sofa og giver stafetten videre, skriver hun på Instagram.

Siden 2009 har Ida Wohlert været et fast ansigt på "Go' morgen Danmark".

Men nu er det slut. Tv-værten har valgt at sige farvel til TV 2-programmet. Det fortæller hun i et længere opslag på det sociale medie Instagram.

- For mig er dagen i dag både en glædens dag og en sorgens dag. Jeg har valgt at stoppe på "Go' morgen Danmark", skriver hun og fortsætter:

- I næsten 16 år har jeg haft det store privilegium at stå op og sige go' morgen til alle jer - det har jeg knuselsket.

- Hver eneste gang. Men efter flere end 7260 interviews har jeg brug for at udskifte den røde sofa med en anden taburet - så nu giver jeg stafetten videre, lyder det fra den garvede tv-vært.

Til Ekstra Bladet uddyber hun, at årsagen til stoppet skal findes i lysten til at prøve noget nyt og frygten for at blive en del af tapetet.

- Jeg har lært rigtig meget på de mange, mange år, jeg har været på Go'. Men jeg har også kunnet mærke, at jeg indimellem har tænkt, at nu begynder jeg at gentage mig selv, at gå i et med tapetet.

- Og det er farligt, når den følelse begynder at melde sig, siger hun til mediet og fortæller samtidig, at det har været en svær beslutning.

I opslaget på Instagram takker hun alle de kolleger, hun har haft gennem årene, og de gæster, der har turdet lægge deres ofte dybt personlige historier i hendes hænder.

Også tv-værtens mand, Kasper Fredshavn, får søde ord med på vejen:

- Kasper, jeg havde aldrig kunnet løbe det her maraton uden dig. Du er den vildeste, jeg kender, og du har været med på hele rejsen. Jeg elsker dig højt.

Ida Wohlert afslører ikke, hvad hun skal lave i stedet for "Go' morgen Danmark".

- Hvad fremtiden bringer, vil jeg glæde mig til at dele med jer. Lige nu vil jeg tage mig den luksus at puste lidt ud og nyde at kunne sove længe, skriver hun.

Siden opslaget blev delt, har flere af tv-værtens kolleger reageret på stoppet.

Blandt andet skriver Rasmus Staghøj, som er en del af værtsholdet, at Ida Wohlert vil blive savnet.

Og Go' aften Live-værten Janni Pedersen kalder Ida Wohlert for en kæmpe stjerne.

- Ikke kun på skærmen, men også som kollega. Det har været en stor inspiration at være kollega med dig, skriver hun i en kommentar til opslaget.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 24/01/2025 - 10:00

FAKTA: Sådan kan du lave et budget

* Du kan finde en overskuelig skabelon til et budget på hjemmesiden raadtilpenge.dk. Men du skal skynde dig, da Finanstilsynet, der står for driften af raadtilpenge.dk, lukker hjemmesiden ned den 28. februar 2025.

* Vælg "Beregnere" i menuen og derefter "Budgetskabelon". Sørg for at gemme dit budget, inden hjemmesiden lukker.

* De fleste banker vil også kunne sende dig et budgetskema, hvis du spørger.

Kilde: raadtilpenge.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 24/01/2025 - 10:00

Disse tre ting kan du skrue på for at forbedre din økonomi

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Få mere økonomisk overskud ved at øge indtægter og skære ned på udgifter. Selv små ændringer kan gøre en stor forskel, lyder rådet fra privatøkonom.

Året er for alvor skudt i gang, men det er endnu ikke for sent at få kigget på din økonomi for 2025.

Hvis du ønsker mere luft i økonomien, så der er plads til at realisere dine drømme i fremtiden, skal du læse med her.

Der er overordnet tre håndtag, som du kan dreje på i din privatøkonomi. Det fortæller privatøkonom i pensionsselskabet PFA Camilla Schjølin Poulsen.

- Ofte er det mest effektivt at dreje lidt på alle tre, siger hun.

- Som det første kan man undersøge muligheden for at øge sine indtægter.

Det kan være, at du har noget, som du kan sælge, fordi du ikke længere har brug for det.

Deleøkonomi kan også være en mulighed, hvis du i perioder kan udleje bolig eller bil.

- Man skal heller ikke være bleg for at indkalde sin chef til en lønsamtale. Lønmodtagere står faktisk i en god forhandlingssituation, fordi beskæftigelsen er høj, og arbejdsløsheden er lav, siger Camilla Schjølin Poulsen og uddyber:

- Føler man, at man er blevet lidt overset i et stykke tid, er det et godt tidspunkt at gøre noget ved det nu.

Hun anbefaler, at du fortæller chefen med det samme, at du gerne vil tale om løn, så chefen har mulighed for at forberede sig og ikke bliver taget med bukserne nede til mødet.

- Det næste håndtag er at bruge færre penge. For nogle vil det nok forekomme nemmere at skrue ned for udgifter end at tjene mere, siger hun.

Det vil være en stor hjælp for dig selv, hvis du starter med at lave et budget, så du får et klart billede af, hvad dine penge går til.

De fleste vil nok blive overraskede over, hvor mange penge de rent faktisk bruger, vurderer Camilla Schjølin Poulsen.

- Her er de lavthængende frugter at finde frem til udgifter på ting, som man ikke længere bruger. Det kan blandt andet være streamingtjenester, abonnementer og fitness, siger hun.

- Og husk mange bække små. En streamingtjeneste til 149 kroner om måneden koster årligt 1788 kroner.

Camilla Schjølin Poulsen anbefaler desuden, at du gennemgår dine forsikringer minimum hvert tredje år.

Der er ofte tilbud, og derfor kan det typisk betale sig.

- Sidste år skiftede jeg selv til et andet forsikringsselskab og sparede over 2000 kroner årligt. Jeg fik endda et produkt, der passer mig bedre og har lavere selvrisiko, siger hun.

Købestop har været en trend i noget tid, og den kan du også tappe ind i.

- Den personlige udfordring kan så være, at man skal undgå at købe for eksempel tøj og sko i de næste seks måneder, siger Camilla Schjølin Poulsen.

En anden metode er at give dig selv en tænkepause på minimum én dag for at finde ud af, om du virkelig behøver det, hvis du skal bruge mere end 300 kroner på noget nyt.

- Og det sidste håndtag er at skabe passiv indkomst. Det vil sige, at man i starten af måneden overfører penge fra sin lønkonto til en opsparingskonto, siger hun.

- De penge skal bruges til langsigtede investeringer. Vær tålmodig. I starten kan man måske føle, at det går lidt langsomt, men der skal nok komme mere fart på.

Har du dyr gæld, kan det dog give mening at komme af med den, før du overvejer investering, tilføjer hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek