Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

25/01/2025 - 10:00

Håndværkerfradraget vender tilbage: Planlæg opgaverne nu og spar penge

Februar er den perfekte måned til at indhente tilbud og planlægge besøg fra håndværkere i løbet af året.

Søren Breiting/Ritzau Scanpix

Af: Af Mille Mulbjerg Rothgardt, Ritzau Fokus

Grib knoglen, og placér en ordre i håndværkerens kalender, inden det er for sent.

Sådan lyder budskabet fra Henrik Bisp, der er tømrer, byggesagkyndig og fagekspert hos Videncentret Bolius.

- Februar er en god måned at planlægge kommende vedligeholdelsesarbejde, så arbejdet kan ske i år. Brug den kolde tid på at indhente tilbud og sikre dig en plads i håndværkerens ordrebog, siger han og tilføjer:

- Det giver også tid til, at man kan undersøge mulighederne for at bruge mere klimavenlige materialer.

Med finansloven for 2025 vender det såkaldte håndværkerfradrag tilbage i en grøn udgave.

Og det kan betyde et yderligere pres på en i forvejen travl byggebranche, spår Henrik Bisp fra Bolius.

Fradraget betyder konkret, at hver person i en husstand i år kan trække 8600 kroner fra i skat for håndværkerens arbejdsløn, når der laves energirenovering og klimasikring i hjemmet eller sommerhuset.

Håndværkerfradragets værdi er 26 procent. En udnyttelse af det maksimale fradrag giver derfor en faktisk skattebesparelse på omkring 2240 kroner.

- Fradraget kan bruges på blandt andet udskiftning af yderdøre, vinduer og ruder, isolering af ydervægge og udskiftning af termostater og radiatorer, siger chefkonsulent i revisionsfirmaet BDO Henning Boye Hansen.

Med udsigt til fyldte ordrebøger og ventelister er det oplagt at få lagt billet ind hos håndværkeren allerede nu, hvis man skal istandsætte huset.

- Kommer vi først ind i foråret, bliver det svært at finde en håndværker, der har tid, eller en pris, der ikke er skyhøj, siger Henrik Bisp.

Han oplever, at de hos Bolius får henvendelser fra personer, der har svært ved alene at få et tilbud fra håndværkeren, hvis der er tale om et mindre projekt.

- Det kan give mening at pulje flere små projekter, så håndværkeren kan planlægge efter hele dage, siger han og tilføjer:

- Har man flere små opgaver på tværs af fagligheder, kan man også tage kontakt til nogle af de håndværkerfirmaer, der favner flere håndværkerfag.

Hvis det lykkes at få aftalt en tid med håndværkeren, har man foreløbigt indtil sommeren 2026 til at indberette arbejdet og gøre brug af håndværkerfradraget.

- Man aftaler med håndværkeren, inden at man skal bruge en specificeret regning, hvor lønudgiften indgår. Det er kun arbejdslønnen, man kan trække fra, siger chefkonsulent Henning Boye Hansen.

- De fleste venter, til der åbnes for årsopgørelsen i marts. Der kan man gå ind på tast-selv og indtaste udgiften til lønnen, siger Henning Boye Hansen.

Håndværkerfradraget blev oprindeligt indført i 2011 og eksisterede i forskellige former, indtil den daværende S-regering sammen med de røde støttepartier fik det afskaffet i 2021.

Lovforslaget om det nye håndværkerfradrag bliver formelt vedtaget af Folketinget 30. januar.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek