Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 27/05/2018 - 19:42

Millioner fra Danmark skal hindre eksplosiv spredning af ebola

Landsindsamling for Læger Uden Grænser resulterer i fem millioner kroner, der primært skal bruges i DRCongo.

Junior D. Kannah/arkiv/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

4000 frivillige over hele landet har søndag samlet ind til Læger Uden Grænsers arbejde i konfliktramte og sygdomsplagede områder rundt om i Verden.

I alt har danskerne lagt cirka fem millioner kroner i indsamlingsbøtterne. Størstedelen af pengene skal i år gå til bekæmpelse af den smitsomme sygdom ebola i det centralafrikanske land DRCongo.

Det fortæller Læger Uden Grænsers direktør, Jesper Brix.

- Der er lige nu et udbrud af ebola. Det er godt nok det niende udbrud i DRCongo, men denne gang har det spredt sig til en vigtig handelsby i regionen, siger Jesper Brix.

Han henviser til storbyen Mbandaka i den vestlige del af DRCongo.

Direktøren forklarer, at risikoen for spredning af ebola i og fra byen er særligt stor, fordi det er svært at kontrollere tætbefolkede områder, og fordi mange mennesker fra omkringliggende lande rejser til og fra Mbandaka.

- Vi er ekstremt bekymrede for, at det kan sprede sig voldsomt, siger han.

Ebola er dukket op med jævne mellemrum siden det første udbrud af sygdommen blev registreret tilbage i 1976.

Ebola er en meget smitsom virussygdom med høj dødelighed, og et udbrud kan derfor hurtigt komme ud af kontrol. Det skete i Vestafrika i 2014, hvor det hidtil største ebolaudbrud fandt sted.

Jesper Brix fremhæver da også udbruddet - eller epidemien - for snart fire år siden som det store skrækeksempel.

- Vi har iværksat en massiv indsats for at bekæmpe ebola, så det ikke lige pludselig bliver et nyt "Vestafrika 2014", siger han.

Selv om årets landsindsamling har indbragt lidt færre penge end sidste års indsamling, takker Læger Uden Grænser for borgernes bidrag.

- Alt i alt kan vi være godt tilfredse med den opbakning, vi har fået. Både fra dem, der har samlet ind, og dem, der har støttet vores arbejde, siger Jesper Brix.

Mens størstedelen af de indsamlede kroner går til arbejdet i DRCongo, vil de resterende penge gå til Læger Uden Grænsers andre projekter i eksempelvis Syrien, Den Centralafrikanske Republik og Yemen.

/ritzau/

København, 30/11/2023 - 10:00

Kærlighedskrigeren Kravitz gæster fynsk festival

Lewis Joly/Ritzau Scanpix

Tinderbox har fået den amerikanske rockstjerne Lenny Kravitz på plakaten til sommerens festival.

Det amerikanske rockikon Lenny Kravitz er tilbage på plakaten til den fynske festival Tinderbox.

Det skriver festivalen i en pressemeddelelse.

Han blev tidligere offentliggjort til at spille på 2020-versionen af festivalen i Tusindårsskoven, men corona satte midlertidig en stopper for festivalen.

- Vi har kæmpet for at få Lenny Kravitz tilbage på plakaten, så vi kan give vores publikum det brag af en rockkoncert, vi synes, de fortjener, siger festivaldirektør Brian Nielsen i meddelelsen.

Han tilføjer, at Kravitz er en af de mest inspirerende artister inden for rockverden. Her har han leveret megahits som "American Woman" og "It Ain't Over Till It's Over", som gæsterne på sommerens Tinderbox kan se frem til at skråle med på.

Han har gennem sine mere end tre årtier lange karriere vundet en række prestigefyldte musikpriser samt solgt 40 millioner plader verden over.

Kort inden han rejser til Danmark for at gæste den fynske festival, udkommer han med et nyt album. I foråret 2024 udkommer hans nyligt annoncerede album "Blue Electric Light".

Kravitz kommer til at stå side om side med blandt andre den canadiske Avril Lavigne og det danske band Suspekt på plakaten.

De er blandt navnene, der tidligere på måneden blev annonceret til festivalen.

Flere danske navne vil også være med til at sætte gang i festivalen. Blandt de nye navne er blandt andre Guldimund, som de seneste år er blevet populær blandt det danske publikum.

Han er især kendt for sangen "Det' kun vigtigt, hvad det er" fra i 2023, som han blandt andet optrådte med på dette års Roskilde Festival.

Derudover har Tinderbox blandt andet offentliggjort navnene Benjamin Hav & Familien, Jonah Blacksmith, Pil og Tina Dickow.

Tinderbox vil frem mod sommer annoncere flere navne til festivalens fem scener.

Festivalen finder sted fra torsdag den 27. juni til lørdag den 29. juni 2024.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 30/11/2023 - 10:00

Roskilde Festival kridter op til elektrofest med nyt hovednavn

Photojournalist Jonathan Damslun/Ritzau Scanpix

Torsdag er 23 nye navne offentliggjort til næste års Roskilde Festival. Amerikansk DJ skal skabe en fest.

Efter ti års fravær fra den danske festivalscene, får amerikanske Skrillex lov til at give folk åndenød med sin elektroniske musik, når han træder op på scenen til Roskilde Festival næste år.

Han er et af 23 nye navne, som festivalen har tilføjet til plakaten. Det fremgår af en pressemeddelelse torsdag formiddag.

- Skrillex har på egen hånd nedbrudt en lang række barrierer og indtager en nøglerolle i at optegne det moderne elektroniske musiklandskab, siger Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén.

- Han er ikke kun en unik og autentisk kunstner, han er også en af verdens mest efterspurgte, og vi er glade for at danne rammerne om hans første danske show i ti år.

På listen over nye navne finder man også den kvindelige kunstner Pil, der er kendt for radiohits som "Dronning af Månen" og "Nattely".

I oktober blev hun hædret med prisen P3 Talentet til awardshowet P3 Guld.

Den norske sanger og sangskriver Aurora, der ifølge Roskilde Festival er et af sit hjemlands største popstjerner lige nu, får også muligheden for at imponere publikum næste sommer.

- Og Aurora vil helt sikkert erobre endnu flere hjerter, når hun indtager Roskilde Festival til sommer med hits som "Runaway", "Into the Unknown" og den dugfriske single "Your Blood", skriver festivalen.

De nye navne tilslutter sig en række af kunstnere, der allerede er blevet offentliggjort.

Blandt dem finder man det amerikanske rockband Foo Fighters, den danske hiphopstjerne Gilli og den engelske sanger, sangskriver og musiker PJ Harvey.

Førstnævnte har gode minder fra Roskilde Festival.

Bandet blev nemlig belønnet med et væld af stjerner fra anmelderne, da det optrådte på Orange Scene i 2017.

- Foo Fighters har vist sig som et band, der formår at blive ved med at udvikle sig og se frem, lød det fra programchef Anders Wahrén, da det blev offentliggjort i begyndelsen af november.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 30/11/2023 - 08:00

FAKTA: Danskere elsker stearinlys

* 39 procent af danskerne tænder dagligt eller næsten dagligt stearinlys i deres bolig i vinterhalvåret.

* Især kvinder tænder ofte stearinlys. Flest mænd tænder aldrig levende lys.

* Især folk i alderen over 55 år tænder dagligt levende lys. De tænder til gengæld færre lys ad gangen end de unge.

* Fyrfadslys er de mest populære lys blandt danskerne.

Kilde: undersøgelsen "Danskere undervurderer sundhedsfaren ved stearinlys" fra 2014 foretaget af YouGov for Videncentret Bolius.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 30/11/2023 - 08:00

Levende lys forurener: Sådan mindsker du de skadelige partikler

Vibeke Toft/Ritzau Scanpix

Stearinlys spreder ikke kun hygge, men også sundhedsskadelige partikler. Derfor bør du begrænse, hvor mange du tænder i decembermørket, råder forsker.

Levende lys og julen hænger uløseligt sammen. Men de små hyggespredende flammer har en sodende samvittighed.

- De udsender små partikler og en luftvejsirriterende gasart, der hedder kvælstofdioxid. Der er ret høje niveauer af begge dele, når man har flere stearinlys tændt på samme tid, siger Steffen Loft, der er professor ved Afdeling for Miljø og Sundhed på Københavns Universitet, hvor han forsker i luftforurening.

Netop stearinlys er en væsentlig kilde til den indendørs luftforurening i vintermånederne, understreger han:

- Uden at det er videnskabeligt beskrevet endnu, så er det velkendt, at folk med astma ikke tåler mange stearinlys.

Opfordringen fra ham lyder derfor, at du skruer ned for antallet af de små blafrende flammer i december.

- Jeg vil ikke sige, at man ikke skal have stearinlys på juletræet, eller at man skal droppe kalenderlyset, men begræns brugen af lysene, og luft godt ud i hjemmet, lyder det fra Steffen Loft.

Det er især mennesker, der lider af en lungesygdom, som kan blive påvirket af forureningen fra de brændende væger. Det fortæller Ann Leistiko, der er direktør for Lungeforeningen.

- Vi hører eksempler på folk, der er lungesyge, som må gå tidligt hjem fra selskaber, fordi de har problemer med at trække vejret på grund af for mange stearinlys, siger hun.

Lider du selv af en lungesygdom eller får besøg af nogle, der gør, kan du overveje at udskifte stearinlysene med elektriske led-lys. Kan du ikke undvære den ægte vare, har Ann Leistiko følgende råd:

- Undgå at stille lysene i træk. For når et stearinlys blafrer, soder det mere og udsender flere partikler. Du kan også klippe vægen ned. Jo højere vægen stikker op fra selve lyset, jo mere soder det.

Og ligesom Steffen Loft understreger Ann Leistiko, at udluftning er alfa og omega.

- Sørg for at lufte ud i minimum fem minutter, når lysene er blevet slukket, siger hun.

Det samme gælder, hvis du tænder op i brændeovnen eller kokkerer julemaden på et gaskomfur.

- Vi har international videnskab, der siger, at gaskomfur giver en overrisiko i forhold til at udvikle astma, fortæller Steffen Loft og fortsætter:

- Med brændeovne og pejse tyder befolkningsundersøgelser på, at dem, der bor i området med mange brændeovne, har en større risiko for at udvikle astma.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv