Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 23/05/2024 - 10:00

Udnyt rejsetiden til at få gang i træningen

Uanset om det er benene, mavemusklerne eller armene, du vil træne, kan du gøre det på farten. Her får du enkle øvelser, du nemt kan kaste dig ud i.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: Af Henriette Brøndum Neimann, Ritzau Fokus

Det behøver ikke at føles som spild af tid, når du skal med offentlig transport fra A til B.

Det er nemlig en oplagt mulighed for at få lavet nogle enkle træningsøvelser.

Sådan lyder det fra personlig træner Frida Hallqvist.

- Når man kommer i gang og laver en smule træning, kan man sagtens få lyst til at lave mere.

- Så den lille rum tid, man bruger i toget, kan trigge noget i hjernen, så man siger til sig selv: "Nu er jeg lidt i gang, og når jeg kommer hjem eller får fri fra arbejde, har jeg lyst til at lave mere", siger hun.

Få Frida Hallqvists bud på enkle øvelser, du kan bruge på farten.

1) Styrk benene.

Denne øvelse kan du lave, mens du sidder ned. Her skal du bruge benene til at hæve numsen fire til fem centimeter over stolen.

Forsøg at være i positionen i cirka ti sekunder. Gentag det gerne tre til seks gange

- Der er næsten ingen, der ser det, og man får trænet både ben, baller og mave, siger hun.

Har du en ståplads, kan du lave øvelsen ved at placere benene i en 90 graders vinkel og presse ryggen ind mod væggen bagom dig - svarende til når du sidder på en stol - og herefter rejse dig op igen. Hold positionen i 30 sekunder og gentag gerne 3 gange.

2) Træn balancen.

Tiden i toget eller metroen er også en god mulighed for at træne balancen.

Denne øvelse laver du ved at stå på et ben og komme op på tæerne, så længe du kan. Når du har lavet øvelsen med det ene ben, skifter du til det andet. Gentag gerne nogle gange på hvert ben.

- Hvis man gør det uden at holde fast i noget, bliver øvelsen endnu hårdere, siger Frida Hallqvist.

3) Kom omkring armene.

Er du ikke omgivet af så mange mennesker, kan du lave følgende øvelse, hvor du træner armene, anbefaler træneren.

Her lægger du ud med at sætte dig ned, hvorefter du placerer hænderne på kanten af sædet med cirka en skulderbreddes afstand. Stræk herefter armene, placer kroppen foran sædet, og bøj benene i 90 grader.

Herefter bøjer og strækker du armene så dine albuer går bagud. Det gør, at du får trænet dine triceps.

4) Udfordr mavemusklerne.

Denne øvelse minder om den første. Men her er der mere fokus på mavemusklerne.

- Det er en af de mest effektive maveøvelser, der er, siger Frida Hallqvist.

For at lave den skal du sidde ned, sætte hænderne på sædekanten og strække armene. Så løfter du numsen op cirka fem til ti centimeter over stolen, trækker balderne bagud og løfter dine knæ ind mod din mave med bøjet ben.

Også her forsøger du at holde positionen i cirka ti sekunder. Gentag det gerne tre til seks gange.

5) Styrk skulderbladene.

Spænder det i skulderbladene, kan du med fordel lave denne øvelse.

Du udfører den ved, at du i stående position holder den ene arm ud til siden bøjet i 90 grader.

Placer albue og underarm mod væggen, og læn dig frem så du kan mærke det strækker over brystkassen. Hold positionen i cirka 30 sekunder. Gentag herefter øvelsen med den anden arm.

- Det er noget, alle burde gøre dagligt for at få en bedre kropsholdning, siger Frida Hallqvist.

/ritzau fokus/

København, 15/10/2024 - 12:29

Aldrig før sete optagelser indgår i ny dokumentar om The Beatles

En ny dokumentar af Martin Scorsese skildrer The Beatles' første gang i Amerika i 1964.

Den amerikanske instruktør Martin Scorsese står bag en ny dokumentar om The Beatles og deres første besøg i USA. Det skriver streamingtjenesten Disney+ i et opslag på X.

- Forbered dig på at opleve det elektrificerende øjeblik, hvor The Beatles for første gang landede i Amerika, lyder det.

Dokumentaren hedder "Beatles '64" og indeholder aldrig tidligere sete optagelser af bandet og deres fanskare, skriver det amerikanske medie NME.

Ifølge mediet giver filmen et sjældent glimt af dengang The Beatles blev "det mest indflydelsesrige og elskede band nogensinde".

I dokumentaren indgår nye interviews med blandt andre bandmedlemmerne Paul McCartney og Ringo Starr.

Også interviews med nogle af bandets største fans er med i filmen.

Dokumentaren følger de fire bandmedlemmer, John Lennon, George Harrison, Paul McCartney og Ringo Starr, i USA i 1964, hvor de debuterede med koncerter i Washington Coliseum og på "The Ed Sullivan Show" med mere end 73 millioner seere.

Showet blev ifølge mediet NME den mest sete tv-begivenhed i sin tid.

"The Ed Sullivan Show" var et amerikansk tv-program, der kørte på kanalen CBS frem til 1971.

Optagelser fra bandets debut filmet af de to dokumentarister Albert og David Maysles kommer til at indgå i restaureret kvalitet.

Her kommer der også til at være mere intime optagelser med de fire, hvor venskabet mellem dem bliver fanget i en tid, hvor de oplever "utænkelig berømmelse", skriver mediet.

I forbindelse med filmens udgivelse bliver syv Beatles-album udgivet på ny på vinylplader omkring premieredatoen.

Dokumentaren er instrueret af David Tedeschi og har premiere på Disney+ den 29. november 2024.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 15/10/2024 - 11:38

Aldrig før sete optagelser indgår i ny dokumentar om The Beatles

En ny dokumentar instrueret af Martin Scorsese skildrer The Beatles' første gang i Amerika i 1964.

Den amerikanske instruktør Martin Scorsese står bag en ny dokumentar om The Beatles og deres første besøg i USA. Det skriver streamingtjenesten Disney+ i et opslag på X.

- Forbered dig på at opleve det elektrificerende øjeblik, hvor The Beatles for første gang landede i Amerika, lyder det.

Dokumentaren hedder "Beatles '64" og indeholder aldrig tidligere sete optagelser af bandet og deres fanskare, skriver det amerikanske medie Variety.

I dokumentaren indgår nye interviews med blandt andre bandmedlemmerne Paul McCartney og Ringo Starr.

Dokumentaren har premiere på Disney+ den 29. november 2024, fremgår det.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 15/10/2024 - 10:00

FAKTA: Drik dine mosede æbler

* Du kan nemt og hurtigt lave en lækker varm efterårsdrik eller æblesuppe.

* Lav drikken eller suppen ved at skrælle en bunke æbler og fjerne kernehusene.

* Kog nu æblerne, og blend dem herefter, så du får en flydende masse. Tilsæt eventuelt krydderier undervejs, såsom kanel og nelliker.

* Drik den varme æbledrik direkte fra en kop, eller spis den som en suppe fra en skål.

Kilde: Bettina Buhl, der er museumsinspektør på Det Grønne Museum og kogebogsforfatter.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 15/10/2024 - 10:00

Dine smadrede æbler er en sand delikatesse

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kogebogsforfattere giver dig efterårsfrisk inspiration til, hvordan du kan bruge æblemosen, du smider i fryseren fra årets frugthøst.

Få mest muligt ud af efterårets æblehøst ved at lave mos, der beriger madlavningen sæsonen ud.

Det er nemlig stort set kun fantasien, der sætter grænser for, hvad du kan bruge den bløde spise til i køkkenet, lyder det fra Bettina Buhl.

Hun er museumsinspektør med ansvar for mad og måltidets historie på Det Grønne Museum, der ligger på Djursland, og så har hun skrevet bogen "Æbler - Klassiske opskrifter og fortællinger fra den danske madhistorie".

- Jeg kan finde på at putte æblemos i en pandekagedej. Nogle gange bager jeg også brød, hvor jeg blander æblemos med i dejen. Der er så mange ting, du kan gøre med det, fortæller hun.

Samme melding kommer fra madskribent og kogebogsforfatter Marie Melchior, som står bag opskriftsbogen "Vild med æbler".

- Blander du lidt peberrod i, kan du også bruge mosen i det salte køkken. Det smager for eksempel enormt godt til retter med vildt eller som tilbehør til frikadeller, medister og sprængt oksekød, siger hun.

Har du rigtig mange æbler i haven, kan du med fordel dele din portion æblemos op, så du laver en sød version og en uden sukker. Frys herefter begge dele ned i passende portioner.

På den måde har du mos på lager til både desserter og til andre retter.

Den søde version af mosen kan du give et ekstra pift ved at tilsætte lidt citronskal og vanilje. Den kan være lækker at putte på dine havregryn eller yoghurten om morgenen.

- Lader du din søde mos koge lidt længere med mere sukker, kan du i øvrigt lave æblemarmelade. Når du lader det koge lidt ekstra, bliver konsistensen nemlig stivere i det, fordi æbler indeholder pektin, der er et naturligt fortykningsmiddel, fortæller Marie Melchior.

En anden måde at bruge æblemosen på er at lave æblesmør, foreslår Bettina Buhl.

- Det stammer fra besættelsestiden, hvor smør var en mangelvare. Det er simpelthen bare æblemos og smør, der blandes sammen. Det kan gøres en til en eller med lidt mere smør end æble, fortæller hun.

Æblesmørret spises, som det er, på hjemmebagte boller eller på kuvertbrød som tilbehør til lune gryderetter.

- Det smager dejlig friskt og syrligt, siger Bettina Buhl.

Den friske og syrlige smag gør sig også godt i dessertens verden. Derfor kan du altid bruge din æblemos til at kreere den klassiske æblekage med mos, makroner og flødeskum. Men du kan også kaste dig ud i at lave din egen æbleis.

- Den laver du bare ved at blande din æblemos med en helt almindelig flødeis. Det smager helt fantastisk. Og så kan du altid overveje at give den et lille strejf af kanel, eller du kan knuse makroner ned i isen. Det smager også rigtig godt, lyder det fra Bettina Buhl.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek