Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 14/09/2024 - 10:13

Lukas Graham-stjerne er blevet far for tredje gang

Lukas Forchhammers hustru, Marie-Louise Schwartz, kaldet Rillo, har født parrets tredje datter.

Torben Christensen/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Lukas Forchhammer, der er forsanger i det verdensberømte danske band Lukas Graham, skal til at skifte hits som "Mama Said" og "Love Someone" ud med vuggeviser og godnatsange.

Hans hustru, podcastvært Marie-Louise Schwartz, kaldet Rillo, har født parrets tredje barn.

- Velkommen lillesøster. Vores hjerter er allerede vokset, og vi glæder os til at vise dig livet, skriver de nybagte forældre på Instagram.

Den lille pige slutter sig til familien Forchhammer, som også består af Viola, som kom til verden i 2016, og Billie, der blev født i 2020.

Inden fødslen spurgte Rillo sine følgere på Instagram, om de havde et forslag til, hvad den lille ny skulle hedde. Det er endnu ikke kommet frem, om de nybagte forældre har fundet et navn til det nyeste medlem i Forchhammer-familien.

Lukas Forchhammer og Rillo afslørede i en Instagram-video delt på det sociale medie i april, at døtrene skulle være storesøstre.

- Inde i mors mave ligger der en baby, sagde Lukas Forchhammer til sine jublende døtre.

Lukas Forchhammer og Rillo har kendt hinanden siden gymnasiet, men blev først kærester en række år senere. I 2021 blev de gift på Bornholm.

Lukas Graham udgav sit selvbetitlede debutalbum i 2012. Siden er bandet strøget mod stjernerne. Lukas Graham blev i 2016 nomineret til tre Grammy-statuetter - en af verdens mest prestigefyldte prisuddelinger.

Lukas Forchhammer har flere gange haft familien med på tour. Da han blev far for første gang, tog den nybagte familie fem uger efter fødslen afsted på Lukas Grahams USA-turné efterfulgt af en turné i Europa.

- Når man byder et barn velkommen til verden, ændrer ens prioriteter sig, og pludselig er det, som om man ved, hvad meningen med livet er. Man kan ikke beskrive det mere præcist end en dyb følelse af uselviskhed, sagde Lukas Forchhammer i 2016 i et interview med det amerikanske magasin People.

Her fortalte han også om det allerbedste ved at være blevet far for første gang til Viola.

- Det er, når jeg holder hende, og hun stopper med at græde, fordi hun ved, hun ligger i sin fars arme, lød det fra ham.

- Min største udfordring er at sikre, mit barn ikke husker mig som ham, der aldrig var hjemme.

/ritzau/

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek