Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 05/08/2025 - 10:46

Livreddere advarer om voksnes brug af paddleboards i havet

Brugen af paddleboards og andre flydemidler skaber farlige situationer i de danske have, advarer Trygfonden.

Af: /ritzau/

Livreddere har i mange år advaret om børns brug af badedyr og baderinge, når de bader i havet.

Nu er det i stigende grad voksnes brug af genstande som paddleboards og surfbrætter, der skaber farlige situationer.

Det skriver Trygfonden Kystlivredning i en pressemeddelelse.

Anders Hammer fra Trygfonden Kystlivredning forklarer, at han som livredder har oplevet en forandring over tiden.

- Da jeg begyndte som livredder, var vi hver sommer ude med advarsler om børns brug af badedyr og baderinge. Nu er det i højere grad de voksnes brug af ”badedyr” som SUP-boards og andre flydemidler, der skaber farlige situationer.

Det er blandt andet fralandsvind, der kan være farligt for badegæster med SUP-boards, også kendt som stand-up-paddle-boards, da de kan risikere at blive fanget af vinden og drive til havs, forklarer Anders Hammer.

- Igen i år har vi haft flere situationer med folk, der ikke selv kan komme tilbage til land og har brug for hjælp.

Trygfondens livreddere har i den forløbne uge gennemført en enkelt ”livreddende aktion”.

Den 28. juli i Nørre Vorupør kom man en surfer til undsætning, der var drevet til havs og ikke havde kræfter til at komme ind på land, oplyser Trygfonden.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek